Bold Eagle med Franck Nivard gav på ny opvisning, da den lørdag eftermiddag startede i Prix de l’Atlantique legende let på Enghien-banen i Paris.
Det var en særdeles veloplagt Bold Eagle med Franck Nivard, som træneren Sebastian Guarato sendte til start i Gruppe 1-løbet, Prix de l’Atlantique på Enghien-banen i Paris lørdag eftermiddag.
Men skulle næsten tro, at Bold Eagle havde længtes efter at løbe væddeløb igen!
Selv om konkurrenterne forsøgte fra at start at komme ned over Bold Eagle, der lå i spor 1, så var det umuligt.
Bold Eagle tog spids, og her blev den løbet ud.
Nivard havde en hest, der lå hårdt på biddet hele vejen, og det blev faktisk bare et velbetalt træningsarbejde til 90.000 Euro – eller omkring 700.000 kroner.
Der var ingen, der kunne true den franske champion-traver.
Bold Eagle havde masser af kræfter indenbords, da den skar målstregen som sikker vinder i 1.12.2a/2150 m foran en godt afsluttende Billie de Montfort med David Thomain, der også kommer fra Guarato-stalden – den noteredes for 1.12.4. Ave Avis med Matthieu Abrivard sluttede også fint af og blev nummertre i 1.12.5
-Det var en meget let sejr for Bold Eagle – mon ikke det bliver lige så let, når vi kommer til Stockholm, sagde Guarato på Equidia bagefter!

