Slide so Easy ser ud til at fortsætte den udvikling, den gennemgik i fjor, og vandt sikkert sæsondebuten søndag eftermiddag på Racing Arena Aalborg.
Spids og slut var opskriften på sejr for Slide so Easy (Quite Easy) med Flemming Jensen i finalen i Travliga 1.
Der var egentlig aldrig tvivl om udfaldet, selv om en anden sæsondebutant, Tripolini Vp med Jeppe Juel forsøgte at udfordre favoritten.
Slide so Easy sejrede sikkert i 1.13.1a/2140 m, mens Tripolini VP besatte andenpladsen i 1.13.3.
Stand and Deliver med Birger Jørgensen, der endnu engang havde fået et umuligt startspor – denne gang som nummer otte bag vingen – sluttede fint af til tredjepladsen i 1.13.6 foran Frozen med Marc Bæk Nuielsen, der også sluttede fint af helt ude i banen, også i 1.13.6.
Efter løbet blev der talt Copenhagen og Slide so Easy, men det var ikke et emne, Flemming Jensen ville gå ind på.
-Vi ser fra start til start, hvor der er passende opgaver for ham. Min opgave som træner er at sørge for at de heste, jeg har i min varetægt tjener mest muligt. Det gælder om at vinde så mange penge i sit lety konkurrence som muligt, sagde Flemming Jensen.
Sportschef Flemming Sunn, der også blev interviewet om Copenhagen Cup, gjorde da også opmærksom på, at for Slide so Easy var der et løb i Sølvdivisionen på Copenhagen Cup-dagen.
Og den opgave passer nok godt til Flemming Jensens intention om at tjene flest mulige penge med en hest.
Men ingen tvivl om, at Slide so Easy også i denne sæson vil hente mange præmier uden uheld og sygdom.
Det virker som en komplet traver, der både kan sprinte og stå distance, og det er jo ingen dårlige kvaliteter at have.
I fjor blev det til 611.000 kroner i indkørte præmier til Slide so Easy.
Søndag kom årets første 40.000 kroner i hus.
Jeppe Juel måtte her tage til takke med en andenplads, men havde forinden fået to sejre til stalden.
Jeppe Juel sad selv bag Victory Hellebjerg (Juliano Star), der efter et flop på Åby nu viste sig fra sin bedste side igen, og vandt let i 1.15.0a/2140 m, mens Peter Ingves, der var på familiebesøg bragte Amour du Coglais (Ganymede) til sejr efter at have fået åbning 100 meter fra mål.
Længe lignede Sun Esterel med Flemming Jensen vinderen, men Amour du Coglais speedede så stærkt, da den fik angrebsplads, at Sun Esterel ikke havde mulighed for at svare den.
Jeppe Juel fik yderligere en andenplads i Liga-finalerne med Valmet, der ikke kunne stille noget op over for talentet Bvlgari Peak (Ready Cash) med Steen Juul., der fortsætter sin march mod toppen af Derby-årgangen.
Bvlgari Peak sejrede i ny rekord 1.14.6a/2140 m.
Dagens største overraskelse stod Sigurd (Quite Easy) med Bent Svendsen for, da de på en kort speed i opløbet skød frem og sejrede sikkert i 1.15.7a/2640 m til 36 gange pengene!



