Det blev til “halvanden” dansk sejr på Jägersro onsdag aften og hvordan skal det så forstås?
Jo, den “halve” var Henriette Larsens sejr i lærlingeløbet med 30.000 SEK til vinderen med hesten Tjurkhults Dealer (Make it Happen), der til daglig er i træning hos Henriette Larsens arbejdsgiver Peter Untersteiner.
Fra bagspor bakkede Henriette fra start, men endte alligevel i 3. par udvendit midtvejs i løbet.
Derfra angreb hun i ryg i sidste sving og eget angreb blev sat ind på vej ind på opløbet og så gik det stærkt.
Førende Mucho Flax galopperede og udvendig fløj Larsen frem til sejr på 1.15,7/2140 auto.
Se løbet her: Tjurkhults Dealer
Flemming Jensen sikker
Et par heste havde Flemming Jensen taget med til Jägersro og den ene kunne han vinde med.
Det var Aqua Photo (SJ’s Photo), som havde et lidt svært spor fem fra tillæg spillet til 15:10.
Det fik Jensen dog løst på mesterlig vis og selv om han satte lidt til fra start blev det til fejlfri afgang, mens der kort efter start var galop fra flere.
Aqua Photo fik kontakt i 4. par udvendig efter 800 meters kørsel og her blev han siddende efter en kilometer i 1:18-fart.
Ind på bageste langside gik han afsted i 3. spor, men fik listet Ursus Brodde ud foran sig og fik en god ryg helt til midt i sidste sving, hvor Aqua Photo måtte afsted for egen motor.
Resten af vejen var dog rent legeværk for storfavoritten, der sikkert pillede Ursus Brodde ned og vandt let på 1.16,0/2160 volte til 30.000 SEK.

Aqua Photo med Flemming Jensen . Foto Hesselborg Foto
Aqua Photo ejes af Hjallerup Hestepension og er opdrætter af Hans Chr. Sørensen og det var hestens tredje sejr i femte forsøg.
Moderen Real Dilli (Love You) har foruden Aqua Photo yderligere fire afkom fra årene 2013 til 2016, men ingen af disse har endnu startet.
Se løbet her: Aqua Photo