Tidligere travtræner Rigo Larsen er død, 64 år gammel
Rigo Larsen, der var travtræner på Skovbo Trav fra banens start og til den lukkede i 1991, er netop afgået ved døden, 64 år gammel.
Sammen med hustruen, Katrine ”Pipper” Larsen, drev Rigo Larsen sin træningsstald på Skovbo, hvor han havde et fast klientel, der nød at komme i stalden.
De helt store travere havde Rigo Larsen ikke i sin varetægt, men gennem årene formede han mange heste, der gjorde sig godt i løbene på Skovbo.
Det var heste som f.eks. den stærke Ekko Jeksendal, sejrshesten Gobelin, som Pipper havde stor succes med, Brando Havemarksgård, Valiant Kirkebæk, Arly Ege, Favoritten og He-Man Bækbo, som Rigo Larsen havde som unghest.
Selv om Rigo Larsen lukkede sin stald fulgte han og hustruen fortsat travsporten på nært hold og havde følhopper på deres gård.
Bl.a. har de opdrættet Sidsel (Earthquake), der er eksporteret til Norge samt Tobby, der er i træning hos Nicolaj Andersen og har vundet 12 sejre i 24 starter.
Følhopperne blev solgt for et par år siden. Hustruen døde og Rigo Larsen solgte også gården og flyttede i rækkehus, men interessen for travsporten forblev usvækket til hans alt for tidligere død.