I eftermiddag afvikles bl.a. det italienske Opdrætningsløb, Gran Premio Allevatori i Rom, og Erik Bondo har et godt bud på sejren i Vampire Dany.
i eftermiddag kan den dansk/italienske træner Erik Bondo krone en flot sæson med f.eks. en sejr i Gran Premio Allevatori med en førstepræmie på 78.200 Euro på Capanelle-banen i Rom.
Gran Premio Allevatori, der svarer til vort Opdrætningsløb, er for 2-årige heste og Bondos repræsentant i løbet er Italiens bedste 2-åring, Vampire Dany (Conway Hall).
Vampire Dany, der får Roberto Andreghetti i sulkyen, vandt senest Gran Criterium i Milano sikkert og har startet 7 gange og vundet 6 sejre.
Samme statistik har Vivi Wise As (Yankee Glide) med Enrico Bellei, der galoperede kort efter start i Milano.
Nu er der lagt op til et nyt møde blandt de to talentfulde to-åringer, og det er svært at forestille sig at nogen anden vinder løbet end en af de to.
På programmet i Rom står også Gala Internazionale del Trotto om en samlet præmiesum på 110.000 Euro med 46.000 Euro til vinderen.
Her er Pascia L’Est (Varenne) med Pietro Gubellini storfavorit – den trænes af – ja, hvem træner den egentlig, for et sted står der Fabrice Souloy – nemlig på det materiale man kan downloade fra banens hjemmeside, mens A. Boldura står som træner for Pascia L’Est hos fagbladet Trotto & Turf!
På franske Le Trots hjemmeside, står Pascia L’Est også på Fabrice Souloys træningsliste!!