I eftermiddag starter tre danske heste i løbene på Vincennes – DanToto har spil til hele løbsdagen i Paris.
Soho (Dream Vacation) med Gabriele Gelormini er nok den af den danske trio, der har den bedste chance for at nå en topplacering.
Ganske vist skuffede den norskejede hoppe sidst som favorit, da hun galoperede.
Det gør Soho kun meget sjældent, og i eftermiddagens 5. løb kan hun – trods startplads i anden række – tage revanche.
Soho kommer til at give et pænt odds. Hun står fra morgenstunden til over 11 gange pengene.
i 6. løb er såvel Tor Mento (Pine Chip) med Eric Raffin som Thunder Peak (Quatre Juillett) med Roberto Andreghetti til start.
Tor Mento har haft svært ved at tilpasse sig løbene i Frankrig, men efter flere diskvalifikationer har den gået fejlfrit i sine to seneste starter og blevet hhv. nummer tre og fire.
Det har dog været i løb over hhv. 2650 m og 2850 meter . nu gælder det ”sprinterdistancen” på Vincennes 2100 meter auto!
Thunder Peak starter for anden gang siden den kom i træning hos Erik Bondo. i første start galoperede den i opløbssvinget, da den var træt, men formen er bedre nu og i Paris Turf vurderes Thunder Peak som en god chance i løbet, men om den ligefrem er en vinderchance!
Næppe!
Løbene med de tre danske heste ( 5. og 6. løb) starter hhv. 15.55 og 16.25.
Team Juels Tripolini VP var formeldt til samme løb som Tor Mento og Thunder Peak, men blev ikke skrevet til start.
Den er fortsat formeldt til et løb den 30. december, hvor den er godt inde.
Løbet, Prix de Sainte-Marie-du-Mont er for 6-årige heste, der max. har tjent 165.000 Euro. Distancen 2100 meter auto.
Samlet præmiesum 50.000 Euro med 22.500 Euro til vinderen
Tripolini VP starter med 160.101 Euro og er dermed ret sikker på at få første række bag startvognen.
Såvel Tor Mento som Thunder Peak er også formeldt til dette løb.