Fem favoritter, der vandt på stribe, var ikke noget DanToto havde set komme, da man besluttede sig at at give 2 gange pengene i vinderspillet i alle løb på Charlottenlund Travbane søndag eftermiddag.
-Jeg kan sige så meget, at tilbagebetalingen blev på over 100%!
Det er Morten K. Sørensen, markedschef hos DanToto, der noget forbeholdent udtaler sig efter søndagens løb på Charlottenlund Travbane, hvor danske spillere stak hårdt ud i Vinderspillet med udsigten til et minimumsodds på 2,00 i løbene.
-Vi gjorde dette for at stimulere spillet, men havde ikke forventet, at der ville blive fem favoritsejre lige efter hinanden, siger Morten K. Sørensen videre. – I V5-spillet blev gevinsten da også kun på 14 kroner, og det er kun sket en gang tidligere i år.
-Det var meningen, at der skulle have været skandinavisk spil til løbene på Lunden, men da vore samarbejdspartnere ville nedprioritere Lundens løb til at kun at blive vist på internettet, valgte vi at sige nej tak, og i stedet lave spil udelukkende til nationale puljer.
-Det er klart, at det kom til at koste os penge, men vi holder os nu nok inden for årets marketingsbudget, idet vi jo har afsat penge til dobbelt-op garantien i V5, som ikke er udbetalt ret mange gange i år, siger Morten K. Sørensen videre.

4 Wonderboy med Steen Juul var den hest, der var satset flest penge på søndag eftermiddag på Lunden. Foto Martin Timm Holmstav
Udover garantien på et minimum-odds på 2,00 lagde DanToto 10.000 kroner ind i Trio-spillet i 1. løb, og det havde også en positiv effekt.
-Der blev nok omsat omkring 30.000 kroner mere end ellers, så det var positivt. Det kan være, at vi gentager det, når Lunden på søndag atter har løb med nationale puljer, siger Morten K. Sørensen.
For Charlottenlund Travbane blev DanTotos initiativ med et minimum-odds på 2,00 en stor gevinst, idet baneomsætningen blev på 390.000 kroner – omkring tre gange så meget, som den ellers ville have været.