TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kan du huske C Tøj Frøkjær?

af | 9. dec 2016 | Nyheder

I den forrige C-årgang var C Tøj Frøkjær den helt store stjerne som 2- og 3-åring og efter en tæt andenplads i Orsi Mangelli og en overlegen sejr i UETs 3 års Championat blev den solgt for et stort millionbeløb til Italien.

C Tøj Frøkjær var ejet og opdrættet af Erik Frøkjær og trænet af Per Iversen, der i slutningen af 1990erne var privattræner for Stutteri Frøkjær.

I løb var det Birger Jørgensen der kørte Lindy’s Crown-sønnen, der havde tophoppen Gå Ombord som moder.

Efter sejre i såvel Dansk Opdrætningsløb, Jydsk 2- og 3-årings Grand Prix valgte man at springe en start i Dansk Trav Kriterium over for i stedet at starte i Gran Premio Orsi Mangelli i Milano.

Og det var tæt på at være blevet en meget stor triumf for Stutteri Frøkjær, Per Iversen og Birger Jørgensen.

Efter en andenplads i indledende afdeling bag Varenne var C Tøj Frøkjær meget tæt på at vinde i finalen i kamp med amerikanske Conway Hall med Jos Verbeeck.

Det tog flere minutter før Dommerkomiteen var færdig med at granske målfotoet og man udråbte Conway Hall som vinder.

 Udvendige C Tøj Frøkjær med Birger Jørgensen manglede en mulespids i at vinde Orsi Mangelli-løbet i 1998. Foto La Maura

Udvendige C Tøj Frøkjær med Birger Jørgensen manglede en mulespids i at vinde Orsi Mangelli-løbet i 1998. Foto La Maura

Men C Tøj Frøkjær havde stor ære af sin indsats, og nu ville pengestærke italienere købe hesten.

Der blev dog ikke handlet før 14 dage senere, hvor C Tøj Frøkjær på Tordivalle-banen i Rom vandt UETs 3 års Championat totalt overlegent for Birger Jørgensen.

C Tøj Frøkjær blev solgt for nok det største millionbeløb nogen dansk traver er blevet handlet til, men desværre for den nye ejer udviklede C Tøj Frøkjær sig ikke videre, og den blev aldrig til det, man troede den havde evner til.

C Tøj Frøkjær har også virket i avlen – i såvel Italien som i Danmark, men uden den helt store succes.

Men han er i år blevet fader til en Derbyvinder i Tjekiet!!

På banen i Bravantice vandt den Caberneto Mizi, der er efter C Tøj Frøkjær og den italienske hoppe Calamity Rex (Pine Chip), det tjekiske Derby tilbage i september,

Caberneto Mizi, der blev kørt af østrigske Matrin Redl vandt i 1.16.3a/2140 m – der var 15.000 Euro i samlet præmiesum.