Såvel Nancy America som Slide so Easy svigtede som favoritter i V75-finalerne på Solvalla.
I lørdagens V75-finaler på Solvalla sendte Flemming Jensen såvel Nancy America som Slide so Easy til start, og de var favoritter i deres respektive løb.
Nancy America, der blev kørt af Erik Adielsson, var slet ikke på toppen, og efter at være nået frem i dødens, havde den totalt udspillet sin rolle ind mod opløbssvinget, og blev trukket ud af løbet.
Nancy America fik 10 dages startforbud af dommerkomiteen som følge af hendes dårlige indsats.
Slide so Easy med Johnny Takter forsøgte at holde spids fra sin startplads som nummer et, men det lykkedes ikke, og da Johnny Takter ind i første sving ville flytte den ud i andet spor, slog Slide so Easy over i galop, og så var den dag ødelagt.
Slide so Easy blev diskvalificeret for galop.