BBS Sugarlight med Vidar Hop klarede akkurat sejren hjem i Prijs der Giganten på Victoria Park i Wolwega søndag aften.
Det var næppe en BBs Sugarlight (Super Light) der var helt på toppen, der kunne hjemføre det hollandske storløb, Prijs der Giganten på banen i Wolvega søndag aften.
BBs Sugarlight, der tidligt blev sendt i spids af Vidar Hop, fik lov til at føre i et ret blødt tempo undervejs, og først de sidste 500 meter kom der fart på løbet.
Det betød, at den hollandske Diamond (Classic Photo) med Robin Bakker kom i et godt angreb, og på et tidspunkt i opløbet så det ud til at Diamond havde overtaget på BBS Sugarlight.
Den svensk/norske toptraver klarede imidlertid skærene og vandt med et hoved. Begge fik noteret 1.13.4..
På tredjepladsen var der også hård kamp, ja, så hård kamp, at der var dødt løb mellem Duke of Greenwood (Othello Pierji) med Jos Verbeeck og Rocky Winner (Credit Winner) med Gabriele Gelormini, de fik begge noteret 1.13.6.

Indvendige BBS Sugarlight med Vidar Hop forsvarede sig for Diamond med Robin Bakker. Foto Gerard Forni
Der var 28.000 Euro i førstepræmie til BBS Sugarlight, der som næstfavorit gav flotte 5,3 gange pengene.
Løbets favorit, franske Ustinof du Vivier (Look de Star) med Matthieu Abrivard var tilsyneladede slet ikke sig selv, og allerede efter 500 meters kørsel, måtte Abrivard sidde og drive på den for at følge med.
Den fald helt bagud af feltet, og blev endda diskvalificeret for urent trav