TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

15 måneders udelukkelse for matchfixing

af | 5. apr 2026 | Nyheder

I dag for præcis 100 år siden gjorde den københavnske træner Sofus Sørensen comeback efter en 15 måneder lang udelukkelse i den første sag om matchfixing i dansk travsports historie.

Sofus Sørensen i “højhjulet” sulky

I mere end 40 år var Sofus Sørensen (1887-1978) blandt de dominerende trænere i dansk travsport.

Det blev bl.a. til seks Derbysejre – fire i Danmark og to i Sverige – samt masser af andre storløb i hans lange karriere, der strakte sig fra 1910 til 1964, hvor Sofus Sørensen i en alder af 77 år stoppede som træner på Lunden.

Sofus Sørensen vandt i alt 1.533 løb – og så kunne det endda være blevet til endnu flere, men i hele sæsonen 1925 var han væk fra løbene som følge af den udelukkelsesdom, han modtog efter det berømte Kongelundsløb den 26. september 1924 på Amager Travbane.

Løbet blev vundet af outsideren Cortellena II, mens Sofus Sørensen blev diskvalificeret med favoritten Ruby Echo.

Vindertiden for Cortellena II blev 1:36,6, hvilket var 8-10 sekunder langsommere end man normalt ville forvente i den aktuelle klasse, og det var tydeligt for enhver, at da Hill først var kommet til spids tidligt i løbet, var ingen af konkurrenterne det mindste interesserede i at udfordre den førende ekvipage.

Det var tydeligt, at løbet var “arrangeret” og sagen endte med, at Sofus Sørensen og størsteparten af løbets øvrige deltagere blev idømt strenge straffe.

For Sofus Sørensens vedkommende medførte det en udelukkelse på 15 måneder gældende fra 1. oktober 1924, og først til sæsonpremieren på Lunden, 2. Påskedag, mandag den 5. april 1926 var han tilbage i sulkyen igen!

I comeback-løbet blev det til en andenplads med hesten McAfee, der blev besejret af San Walker med Aage Kristoffersen, men Sofus Sørensen fik hurtigt gang i sejrene igen og vandt i alt 29 løb i 1926.

Læs alt om Sofus Sørensen, bl.a. alle detaljerne om Kongelundsløbet, på Travsportshistorie.dk: KLIK HER