Derbyauktion
41 Citrus Shadow
Lysebrun hoppe født den 22. juli 2014
- Ken Warkentin (us) – Judy Montana v. Earthquake (us)
Opdrætter og anmelder: Stutteri Shadow v Niels J Jensen. Tlf. 20 87 20 15
Lillesøster til Sindy Shadow
Avlshingsten Ken Warkentin er rigtig hot netop nu i Sverige efter hans afkom, 3-årige Heavy Sound i lørdags vandt finalen i E3 i en tangering af den svenske rekord, 1.10.9a/1609 m.
Allerede inden denne sejr var Ken Warkentin placeret på en fjerdeplads på den liste over avlshingste med svenske 3-åringer som den svenske opdrætterforening har lavet pr. 1. august, og med hensyn til listen over avlshingste med svenske 4-åringer, så ligger Ken Warkentin endda oppe på en tredjeplads.
Denne Yankee Glide-søn har virkelig fået sit gennembrud i de sidste par år i Sverige, hvad der dog ikke var overraskende, idet Ken Warkentin tidligere har virket med succes i Canada.
Nu forsøger hans lillebroder, Holiday Road at løfte arven efter Ken Warkentin i Canada.
Avlshingsten Ken Warkentin er i øvrigt opkaldt efter løbsreferenten af samme navn på The Meadowlands.
Hvis du har set The Hambletonian i år med amerikansk speak, så har du også hørt Ken Warkentin.
Moderen til Citrus Shadow er Judy Mondena, der tidligere har født så gode heste som den hårdføre Razor Shadow 1.13.6 – 224.000, Sindy Shadow, nu vinder af 11 sejre, rekord 1.13.9 – 77.445 kr, og den til Norge eksporterede Unforgettable Shadow 1.13.8 – 77.445 NO
Judy Mondena stammer fra en nærmest klassisk familie i dansk travsport.
Linjen starter i 1937, hvor hoppen Cita fødes som datter af de to amerikanere Full Worthy 1.15.4 (USA) og Gilda Volo 1.25.4 (Danmark) – det var stærke rekorder på den tid.
Cita, der fik rekord 1.29.7, blev i flere år holdt til indlænderhingsten Rob Roy, og det kom der bl.a. den 4-dobbelte vinder af Mesterskab for Danmark, Leo Roy ud af samt dennes helsøster Silvie Roy, der også var en tophest.
Silvie Roy, der var født i 1952, fik rekord 1.19.8 – hun vandt 18 sejre i 74 starter og tjente 76.650 kroner – og det var stort på den tid.
Imidlertid var hun umiddelbart ikke den store succes i avlen.
Vel fik hendes datter Justitia L (Lloyd Hanover) fra 1963 rekord 1.22.4, men ingen af Silvie Roys afkom levede op til den status, som hun havde haft som en af dansk travsports bedste heste.
Evnerne sprang tilsyneladende et led over, for hendes datter Olivia L blev moder til derbyvinderen Vixi Bird!
En ustartet søster til Vixi Bird, Curie Vixi skulle vise sig at blive noget af en guldhoppe i avlen.
Hun blev bl.a. moder til Kathleen Lou, der på et tidspunkt var dansk travsports mest vindende hoppe med en indtjening på 1,5 millioner kroner.
Kathleen Lou fik syv afkom i Sverige – de seks har startet og tjente mellem 92.000 SEK og 1.006.550 SEK!
Curie Vixi var også moder til Handle with Care, der i blod var ¾ søster til Vixi Bird.
Handle With Care var en fin hoppe, der tjente en kvart million kroner – og gennem hendes datter, Right With Care og datterdatter Judy Mondena er vi så fremme ved Citrus Shadow.
Fra Curie Vixi har startfrekvensen og indtjeningen været høj på såvel hendes afkom som deres efterkommere i flere led.
Et aktuelt eksempel: Farzad Boko 1.11.2, der er en af Sveriges allerbedste 3-ringer i år, har således Curie Vixi som oldemoder.
Link til katalogside – klik her


