En ”halv parade” lige før målstregen kom til at koste Jean Pierre Dubois 400.000 kroner.
Hvis Jean Pierre Dubois går rundt og er lidt ærgerlig i dag er det forståeligt.
Hans 3-årige hoppe Estella Love var på vej mod sejren på Vincennes i aftes, men dens kusk Franck Ouvrie lavede lige en ekstra “halv parade” kort før mål, og så galoperede Estella Love og blev diskvalificeret som sikker vinder.
De bedste franske 3-åringer var i ilden på Vincennes. Hopperne i Prix Masina og hingstene i Prix Paul Karlé.
I begge løb var der 120.000 Euro i samlet præmiesum med 54.000 Euro til vinderen. Det er 400.000 kroner.
I hoppeløbet kom den store Estella Love (Love You) med Franck Ouvrie strygende ude i banen i opløbet og gik frem til, hvad der lignede en sikker sejr, men lige før målstregen lavede Franck Ouvrie, hvad der nærmest må betegnes som en ”halv parade” og det bragte Estella Love ud af balance og den galoperede.
Dermed gik førstepræmien på 400.000 kroner til Ere Nouvelle, der også har Love You som fader og i øvrigt samme moder som Ready Cash.
Ere Nouvelle med Gabriele Gelormini sejrede i 1.13.8a/2100 m.
Se løbet på dette link – klik her
Hos hingstene var den røde Eros du Chene (Un Amour d’Haufor) med Franck Nivard i spids fra start til mål og sejrede sikkert i 1.13.5a/2100 m.
Her er Love You i øvrigt farfar.