TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Har Svanstedt Hambo-vinderen?

af | Nyheder

Selv om Jimmy Takter-trænede heste vandt de to afdelinger af Stanley Dancer Memorial i nat på The Meadowlands, så var det en Åke Svanstedt-hest, der imponerede mest!

Centurion ATM med Åke Svanstedt  leverede en kanonpræstation i nat, efter en umotiveret galop. Lisa Photo.

Centurion ATM med Åke Svanstedt leverede en kanonpræstation i nat, efter en umotiveret galop. Lisa Photo.

Efter skuffelsen over at Sebastian K er færdig som væddeløber, kan Åke Svanstedt nu glæde sig over, at han har en virkelig seriøs kandidat til sejren i verdens største travløb, The Hambletonian Stake.

Selv om Centurion ATM (SJ’s Caviar) ikke vandt i nat, så stod den for en saftig præstation, idet den formåede at reparere en galop efter 650 meters kørsel og blive nummer to i fornemme 1.09.0.

Hvor langt terræntabet var, er svært at vurdere ud fra løbsvideoen, men det var betragteligt, og de fleste, der overværede løbet, havde nok dømt Centurion ATM ude af løbets afgørelse.

The Bank (Donato Hanover) med Jimmy Takter tog føring ind på langsiden, og passerede 800 meter-mærket efter 1.07.6.

Da var Centurion ATM iflg. løbsrapporten 11 ½ længde efter!

The Bank gik mod en tilsyneladende sikker sejr, og selvom Centurion ATM kom stærkt ude i banen, kunne den ikke hente The Bank, der sejrede i ny rekord 1.08,8 – en længde for Centurion ATM i 1.09,0 og French Laundry (Muscles Yankee) med Brett Miller i 1.09.1 på tredjepladsen.

Løbets favorit, Crazy Wow (Crazed), der ikke er anmeldt til The Hambletonian, sluttede på en femteplads i 1.09.5.

Se løbet – klik her

Jimmy Takter er igen i år spændt godt for til The Hambletonian.

The Bank har han selv valgt at køre i dens hidtidige starter – den er svenskejet af Gøran Falk, der også har opdrættet den. Moderen Lantern Kronos, der selv var en fin væddeløber, er helsøster til Going Kronos!

I den anden afdeling af Dancer Memorial blev det også til sejr til Takter-stalden.

Her indfriede storfavoritten – og Hambletonian-favoritten. Pinkman (Explosive Matter) med Yannick Gingras forventningerne, men da den brød ud i opløbet og derved gav plads til vinderhullets Habitat (Conway Hall) med Brian Sears, blev sejren kun kneben. De fik begge noteret tiden 1.09.8. Tredjehesten, Canepa Hanover (Muscle Hill) med Jimmy Takter var ikke langt efter på tredjepladsen i 1.10.0.

Stanley Dancer Memorial er den sidste store forprøve inden The Hambletonian Stake, der køres den 8. august.