TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fælles puljer er et must for det liberaliserede spil

af | Nyheder

Dansk Hestevæddeløb havde i løbet af ugen via deres facebook-side inviteret til at indsende spørgsmål til status i forhold til arbejdet forud for liberaliseringen af spil på heste, som allerede pr. 1. januar 2018 afløser Danske Spil monopol.

Henrik Friis

Direktør Henrik Friis svarede på de indkomne spørgsmål og kunne fortælle, at der allerede  løbet af oktober måned vil være afprøvninger af den fælles platform, som hostingselskabet bag spil på heste bygges op omkring. Målet er, at så mange udbydere som muligt vil udbyde spil på heste, og Henrik Friis nævnte bl.a. Danske Spil, Unibet og flere andre. Det afgørende er imidlertid, at alle spiludbydere så at sige spiller ind i samme pulje til sikring af attraktive gevinstmuligheder for spillerne.

Henrik Friis kunne også afvise, at banelukninger vil være en del af konceptet for opbygningen af den danske væddeløbssport i fremtiden. Friis pointerede, at der allerede opereres med sæsonbaner og ikke mindst af hensyn til hestematerialet, men i de tilfælde handler det reelt om ønsker fra banens egen side.

Over de seneste uger har været skrevet om en form for konflikt mellem de nordiske spilleselskaber, eftersom norske Rikstoto har følt sig sat uden for det samarbejde, som dansk og svensk travsport er i gang med at etablere i forhold til de tidligere nævnte hostingselskab. Henrik Friis forklarede, at det ikke var i nogens interesse, såfremt Norge ikke bliver en del af selskabet, og der er aftalt et møde i september måned, hvor trådene jf. direktøren kan samles. Udfordringen ligger bl.a. i, at spil på heste liberaliseres ved årsskiftet i Danmark, et år senere i Sverige, mens der endnu ikke er lavet faste aftaler om det tilsvarende i Norge.

Travservice har en aftale med Henrik Friis om uddybning af flere af emnerne i starten af næste uge. Indtil da kan man selv følge den streamede spørgetime på følgende link, og som også kan ses af brugere uden facebook-profil.  https://www.facebook.com/danskhestevaeddeloeb/