TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Digger Crown er død

af | Nyheder

Avlshingsten Digger Crown (foto) er død.

Svenskfødte Digger Crown, der i år har været opstaldet på Stutteri Shadow, er blevet aflivet.

Lindy’s Crown-sønnen, der var ejet af Leif og Morten Clemmensens svenske firma, Digger Svenska A B, var født i 1997 og huskes for en stor karriere hos Stig H. Johansson med sejre i en række europæiske storløb, bl.a. Gran Premio Lotteria, Gran Premio Nazioni og Campionato Europeo. Digger Crown vandt i alt 59 løb i 116 starter og tjente 18.219.7590 SEK.

I avlen har Digger Crown ikke fået den tilsvarende succes; hans bedste afkom er således Digger Lord (se)(1.12,0a-414.000 SEK).

-Der kom ikke ret mange hopper til ham, og samtidig var han blevet meget hingstet – vi har små børn og han kunne godt finde på at stikke hovedet ud over hegnet og nappe efter dem, så derfor besluttede vi os for at aflive ham, siger Morten Clemmensen til Travservice.dk.

-Han har bedækket fire hopper i år, heriblandt vores egen Rositta Kåsgård (en halvsøster til sejrshesten Victory Kåsgård, red.) og Laika Gilbak, der tilhører Rap A D’s ejer, Askov Christensen.

Familien Clemmensen, Leif og sønnerne Morten og Thomas, har yderligere to følhopper – Happy Birthday (mor til bl.a. Victory Kåsgård, 1.10,9a-610.000 kr. og Triumf Kåsgård, 1.11,6a-272.000 kr),  der begge i år er bedækket v/ENS Snapshot.

Leif & Morten Clemmensen har i år haft stor succes med bl.a Victory Kåsgård og genopstandne Slide So Easy (1.10,4a-1.093.000 kr), der vandt sit comeback på Lunden og nu matches mod N.J. Koster Memorial.

-Vi har også bl.a. Triumf Kåsgård hos Flemming Jensen, men det er planen, at han snart skal hjem, så jeg får ham som kørehest. Vi har haft lejet Rap A D, men den går nu tilbage til ejeren, siger Morten Clemmensen.