TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

DanToto danser om Guldkalven

af | 30. mar 2018 | Nyheder

Efter spil på heste blev liberaliseret fra Nytår er DanToto/Danske Spil foreløbig eneste udbyder af totalisatorspil på trav- og galopløb i Danmark – og det ser ikke ud til at Dansk Hestevæddeløbs samarbejdspartner Bet25.dk kommer i gang med sit toto-spil foreløbig.

Hvis DanToto og Danske Spil i mange år har følt, at spil på heste var en omkostningstung sag og med et begrænset udbytte, så er den situation nu vendt fuldstændig.

For DanToto og Danske Spil skovler penge ind på hestespillet som eneste udbyder af totalisatorspil!

F.eks. så giver spil til det svenske V-spil (v75/V86, V64, V65, V5 og V4) en bruttofortjeneste på mindst 25 % og der spilles ugentlig for millioner på alene disse spilleformer.

Og dansk trav- og galopsport får ikke en eneste krone af den omsætning i DanToto, der går til Sverige.

Eller til Norge, Tyskland, Frankrig, England eller hvilket udland, der kan spilles til.

Kun når DanToto modtager spil til et dansk hestevæddeløb modtager den hjemlige trav- og galopsport 8 % af disse spil.

Da loven om liberaliseringen blev udarbejdet var det vel intentionen, at dansk trav- og galopsport selv skulle stå for en totalisator, som man gjorde det inden 2000, hvor DanToto blev overtaget af Dansk Tipstjeneste (nu Danske Spil).

Imidlertid har sporten valgt at indgå samarbejde med spilleselskabet Bet25.dk, der på sigt overtages af svenske ATG.

I forbindelse med offentliggørelsen af samarbejdsaftalen med Bet25.dk stod der i en pressemeddelelse følgende:
Bet25 arbejder på at etablere en online-platform for spil på danske væddeløb. Denne estimeres til at være klar i løbet af foråret. Derefter vil Bet25 være en aktiv spiller på hestespilsmarkedet. 

Så er det man kommer til at tænke på Dirch Passer: Hvem siger vi får noget forår?

På et tidspunkt var 1. april sat som en mulig startdato for Bet25.dk’s toto-platform, men det bliver ikke tilfældet, og spilleselskabet ønsker ikke at udtale sig om en ny mulig startdato.

Travservice erfarer, at det muligvis først bliver efter Derbyet – altsÃ¥ til september –  at Bet25.dk kommer pÃ¥ banen med en toto-platform.

Indtil det sker, så skovler DanToto og Danske Spil altså penge ind på danske trav- og galopspillere.

Bet25.dk startede med at udbyde fast-odds på danske travløb, men det synes nu at være stoppet.

Nu udbydes der odds på en begivenhed som DM for travtrænere og der kan spilles på hvem af f.eks. Bali eller Bad Moon Rising, der tjener flest penge i år (mindst fem starter).

Det er jo ikke spil, der giver nogen hurtig omsætning – tværtimod.

Og så har der blandt flere spillere, der har henvendt sig til Travservice, været ret stor utilfredshed med den måde Bet25.dk har udbudt fast-odds spillet til danske travløb på.

Men det er måske derfor, det er stoppet?