World Of Golf gav opvisning
Svenskfødte og -ejede World Of Golf (Ken Warkentin) gav opvisning i V65-finalen i Århus for Flemming Jensen i ny banerekord. Prada Secret og Mystic Flame imponerede også.
Flemming Jensen satsede offensivt fra start med World Of Golf, der blev sendt til spids i første sving og så var dét løb afgjort.
World Of Golf fik hurtigt et stort forspring til de øvrige, og efter 1.12,0/500 meter og 1.13,3/1000 meter sejrede hun knusende overlegent i tiden 1.14,7a/1800 meter foran Pippi Skovsende og Pippi Gammelsbæk. Sidstnævnte gik i øvrigt også et topløb efter galop kort efter start.
Vindertiden er i øvrigt ny banerekord for 4-årige hopper. Den tidligere rekord indehavedes af Equador med tiden 15,4.
– Jeg skulle køre lidt for at få spids, men syntes også hun var så fin i afcantringen, at der var sådan løbet skulle køres. Hun skulle ha’ lov til at trave derudad og bestemme selv. Hun fortsatte godt og vel ind på opløbet, inden hun tog farten lidt af, men det var en fin præstation i dag, sagde Flemming Jensen.
– World Of Golf står meldt i de lidt større løb i Sverige, og det bliver spændende at komme over og prøve kræfter med de bedre heste i årgangen.
Flemming Jensen indledte også V65 med en favoritsejr bag Victory Lindy (us)(Lindy Lane), der tog sin tredje sejr på stribe efter en god afslutning.
Der var knald på fra start, hvor Power Girl og Prins Tandal dystede i stenhårdt tempo. Efter 1.11,4 de første 500 meter kunne sidstnævnte overtage føringen, mens Victory Lindy fik et afventende løb i tredje par udvendig da feltet gik ud på sidste omgang.
På bagerste langside trak Flemming Jensen sin hest ud til angreb, og midt på opløbet havde Victory Lindy overtage til sikker sejr i tiden 1.17,9a/1800 meter foran en tapper Prins Tandal. Tredjepladsen til Paw K, der gik godkendt fra dødens den sidste kilometer.
Ny sejr til Prada Secret
Prada Secret (Mr Flirt) stillede op som favorit i dagens 7. løb, og Ole Benders Derbykandidat indfriede forventningerne med en sikker sejr efter et perfekt løb i andet par udvendig.
First Of Princess var toneangivende fra start med 1.15,0/500 meter og fik efter ca. 850 meter outsideren Glimten Tånga frem udvendig. Kilometeren blev passeret efter 1.15,8.
Finn M. Lassens hest var også førende ind på opløbet, men efter en god afslutning i sporene kunne Prada Secret på de sidste meter gå forbi til sikker sejr i tiden 1.16,5a/1800 meter.
– Han var meget fornuftig i dag og det er dejligt når han opfører sig pænt. Det passede meget godt med at de fandt deres positioner fra start. Det var lidt overraskende at Emil (Glimten Tånga) trykkede på som han gjorde, men min hest gjorde som han skulle og ikke mere. Jeg har jo haft ambitioner med ham hele tiden og det har jeg også nu. Han har egentlig altid fungeret bedst højre rundt også i træning, sagde Ole Bender efter sejren.
Mystic Flame på toppen
Michael Holmer serverede en saftig overraskelse i V65-4 med Mystic Flame (S J’s Photo) efter en stærk præstation, hvor Århus-amatøren trykkede hårdt på Klinsmann de første 500 meter, inden Birger Jørgensen måtte slippe Mystic Flame forbi. Første 500 meter gik efter 1.11,6.
Herefter fik Michael Holmer dæmpet til mere beherskede 1.16,0/1000 meter, og selvom Mester Trøjborg og Jennifer Flower kom tæt på til slut kunne Mystic Flame holde hele vejen hjem til kneben sejr.
– Jeg troede på forhånd på en god chance bare hun gik fejlfri, derfor kørte jeg på denne her måde. Hun var ude i Grand Prix-weekenden sidste år, hvor hun åbnede efter 1.10,5 og hun er i bedre form nu, så jeg troede meget på hende i dag. Hun har nogle perioder, hvor hun går helt fantastisk og havde bl.a. en periode sidste år på tre starter, hvor hun tjente gode penge. Jeg vil dog ikke ha’ nogle forventninger, men hun ER en god hest, sagde Michael Holmer efter sejren.
Double til Jeppe Juel
Der blev kamp til stregen i 4. løb, hvor Lady A Bærs (Bostonian) og Jeppe Juel på selve målstregen fik kæmpet sig forbi til kneben sejr i tiden 1.16,2a/1800 meter foran Only Gardenia og Navy.
Sidstnævnte overtog føringen ind på bagerste langside fra Hippo Photo og fik hurtigt et stort forspring. Peter Rasmussens hest lignede også vinderen midt på opløbet, men gik lidt i stå til slut og måtte nøjes med fjerdepladsen.
Jeppe Juel slog også til i det efterfølgende løb med endnu en overraskelse, Lasso Vang (Silver Pine), der ejes og trænes af Aalborg-amatøren Ronni Madsen.
Pele Hastrup var toneangivende fra start med 1.14,1/500 meter og 1.17,3/1000 meter med Ofelia B i dødens og Lasso Vang i andet par udvendig.
Jeppe Juel kunne vente til opløbet med at gå ud til angreb, og på en fin afslutning fik Lasso Vang kæmpet sig forbi til sejr foran Pele Hastrup og Treasure Me.
V65-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 8 | Victory Lindy | Flemming Jensen | 1,87 | 51 | – |
2 | 9 | Lady A Bærs | Jeppe Juel | 33,68 | 1746 | 10 |
3 | 10 | Lasso Vang | Jeppe Juel | 14,48 | 10043 | – |
4 | 3 | Mystic Flame | Michael Holmer | 14,35 | 0 | – |
5 | 2 | Prada Secret | Ole Bender | 2,79 | 0 | – |
6 | 2 | World of Golf | Flemming Jensen | 1,70 | – | |
![]() |
Gevinster:
6 rigtige: 0 kr. – JACKPOT
5 rigtige: 1.373 kr.
1. løb gav sejr til Connie Nielsen-trænede Ozzy (Carmody Lobell) med Johnny Jørgensen i sulkyen efter føring fra start til mål.
Montéløbet blev vundet af Tineke Borup med Ole Møller-trænede Happy End (Copiad). Parret overtog føringen føringen ind i første sving og sejrede siden ganske let foran Key Star Ø og favoritten Baker Joy. Ludvig galoperede en sikker andenplads væk kort før mål.