Wishing Stone til Chicago
Lørdag aften starter Wishing Stone i American National på Balmoral Park i Chicago – et løb med 200.000 dollars i samlet præmiesum.
Den amerikanske hurtigklasse er på plads på Balmoral Park lørdag aften, idet feltet udover Wishing Stone også tæller bl.a .Market Share, Guccio, Uncle Peter, My MvP samt hoppen Maven, der for første gang prøves mod ”drengene”.
At Maven starter betyder, at Yannick Gingras er hoppet af Wishing Stone og kører Maven – i stedet bliver det Ron Pierce, der kører den lille kriger.
Der køres om American National for såvel 3-årige hingste/vallakker som for 3-årige hopper.
Hos hingstene er der lagt op til en spændende dyst mellem Kentucky Futurity-vinderen Creatine og Breeders Crown-vinderen Spider Blue Chip – de kæmper om en samlet præmiesum på 235.000 dollars.
Derimod er der kun 118.500 dollars i samlet præmiesum hos hopperne, hvor Bee A Magacian synes parat til sin 16. sejr i lige så mange starter i år!!!