Wishing Stone med til genåbning
På lørdag slår ”The New Meadowlands” portene op til sit vintermeeting og blandt de deltagende heste er delvist danskejede WIshing Stone.
Det er en ny æra, der indledes for Nord Amerikas største væddeløbsbane The Meadowlands, der er 37 år gammel.
Der hvor staldene tidligere lå, er nu rejst en ny tribunebygning, der har kostet 88 millioner dollars, og det betyder også, at målstregen er flyttet over på den tidligere staldside.
Allerede i mandags blev den nye bygning taget i brug, idet der hver dag kan spilles til andre baner i Nord Amerika.
På lørdag kan der således spilles til 29 andre baner udover til løbene på The Meadowlands!
Lørdagens program består i alt af 13 løb og blandt de startende er Wishing Stone med Yannick Gingras, der møder bl.a. Market Share, Arch Madnes, My MVP m.fl.
Sådan ser det ud på The Meadowlands i dag – man er i færd med at nedrive den gamle oddsindikator og storskærm – billedet, der er taget af The Meadowlands faste fotograf, Michael Lisa, er taget fra den gamle publikumsside.