Wishing Stone er klar
I aften skal delvist danskejede Wishing Stone forsøge at kvalificere sig til verdens største 4-års løb Konung Gustaf V:s Pokal/Euro Classic Trot – og hesten er klar, fortæller medejer Knud Erik Ravn.
I fjor solgte Knud Erik Ravn 50 % af hesten til store amerikanske interesser. Disse havde heldigvis også lyst til at se hesten ”race” (som Ravn kalder det), og det får publikum nu fornøjelsen af.
– Træneren melder opadgående form, og med tanke på den flotte sejr senest i Grand Prix du Sud-Ouest (80.000 Euro), må vi være optimister i aften, fortæller ”Ravnen” i telefonen fra Italien.
– Da jeg har noget vigtigt arbejde i Italien i disse dage, kan jeg desværre ikke være til stede på Åby Travet i aften, men jeg kan forsikre dig om, at jeg sidder klistret foran computerskærmen. Skulle der være knas med signalet, står fire personer klar i røret.
Skæv i stilen?
– I Grand Prix du Sud-Ouest i Toulouse (foto) løb Wishing Stone udad i banen i opløbet, men det skyldes ikke fejl på hesten, men at løbet blev afviklet højrevejen rundt – og det havde han aldrig tidligere prøvet.
Han klarede ved den lejlighed flere af de gode franske heste, og derfor skal han også have chance i aften, selvom han har trukket bagspor. Vi har topchauffør (Jean Michel Bazire) i sulkyen, og han skal nok klare paragrafferne. Bazire har ikke tidligere kørt Wishing Stone i løb, men han har testet ham i træningen, og her har han været meget tilfreds. Jeg har stor respekt for især Erik Adielssons (Octopus) og Johnny Takters (Deuxieme Picsous) køreture, og så er der givet et par heste med chance – som jeg ikke kender – men en placering blandt de tre første, som giver adgang til finalen d. 12. maj, skal kunne lade sig gøre, håber Ravn.
Står anmeldt i Aalborg Store Pris
– Wishing Stone er dansk indregistreret. Det betyder, at når han løber først over stregen, så er det ikke ”Stars and Stripes”, men Dannebrog der stryger til tops. Af samme årsag står han også meldt i Aalborg Store Pris, men at han stiller til start her, er nok tvivlsomt. Nu får vi se, om han kommer til finalen i Konung Gustaf V:s Pokal. Hvis ikke, bliver næste opgave nok 4-års løbet på Oslo Grand Prix-dagen og derefter 4-års Eliten i forbindelse med Elitloppet. Derefter må de næste starter planlægges, siger Ravn.
FAKTA:
Conway Hall-sønnen er noget helt ekstraordinært. Han har gjort 27 starter og vundet 10 løb. Desuden har han været anden seks gange. Endvidere har hingsten tre tredjepladser. Præmiekontoen for den kun 4-årige hest er på flotte 7.109.880 kroner.