Westergaard i lavere gear
Efter tirsdagens forrygende resultat med fire sejre i fem starter, var Bo Westergaard igen til start i aftes på Bjerke Travet, hvor det blev til en enkelt sejr og en andenplads i fire starter.
Vinderhesten var Nougat Ås (Striking Sahbra), der var spillet ned som kæmpefavorit til 16:10.
Nougat Ås, der ejes af Stald JWC Racing, vandt sikkert i 1.14.5a/1609 meter og fik 30.000 kroner i førstepræmie.
Andenpladsen opnåede Bo Westergaard med Barifant, der fik 15.000 kroner for den placering. Derimod blev det til galop og diskvalifikation for såvel Batman B R og Gigant Super.
Danskfødte One More Flight, der er opdrættet af Lene Amir og er efter Golden Globe – Chark de Fuglsang, tog sin anden sejr i træk for Kai Johansen. Vindertiden 1.15.4a/2100 m – præmie 30.000 kroner. One More Flight har nu tjent 60.000 kroner i fire starter i år og totalt 637.380 kroner.
Moderen Chark de Fuglsang har også født bl.a. den hårdføre Just Fly KLM (Speed Merchant), der har rekord 1.13.5 og har tjent 486.025 kroner.