Walther K overraskede i ATAK
Fhv. Århus-træner Walther K. Pedersen til tops i finalen i ATAKs Fødselsdagsløb på Jydsk Væddeløbsbane.
Efter sletning af forhåndsfavoritten Power Rosenlund som følge af Karsten Østergårds alkoholtest, blev Rondo Byrds gjort til storfavorit (17:10), men en galop tidligt i løbet ødelagde chancerne for Flemming Degns sejrshest.
Løbet blev i stedet domineret af fynske Rumrunner Jolly med Morten P. Kramer – som tidligere på dagen havde vundet trøstfinalen med Ramses Pilegård (Re Dei Jet) – der var førende indtil midt på opløbet, men på de sidste meter måtte bøje sig for Pantani med Walther K. Pedersen.
Pantani kom efter ca. 900 meter frem som første hest i andet spor og selvom den måske ikke lignede vinderen i sidste sving, fik Walther K. Pedersens Armbro Goal-søn til sidst kæmpet sig forbi til sejr i tiden 1.19,7/2300 meter foran Rumrunner Jolly og Colldina Clip.
Rondo Byrds sluttede fint af til fjerdepladsen og havde formentlig vundet løbet i fejlfri udgave.
Pantani fik 33.000 kroner for sejren og tredoblede dermed sin præmiesum!
67-årige Walther K. Pedersen har en fortid som professionel træner i Århus, men stoppede i 1984 og har i mange år kørt som amatørkusk. Hans hidtil største sejr kom i 1999, hvor Walther K. vandt Mesterskab for Danmark med Weber, der i alt vandt 44 løb.
Double til Kjær og Juul
Med to sejre blev Rene Kjær aftenens oftest sejrende kusk – først med Sam Blågul (Jobie Tempest), der ejes af trænes af “Nisse”s bedre halvdel Tina Ottesen, og siden med Morten Juul-trænede Arran Stardust (Center Field). Den tyskfødte hest efterlod et fint indtryk i sin første start for Morten Juul, som fik yderligere en sejr med hjem til Skive, da Birger Jørgensen var på pletten med Save Your Love (Love You).
V5-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 1 | Sam Blågul | Rene Kjær | 4,24 | 101 | – |
2 | 4 | Super Dante | Knud Mønster | 4,13 | 260 | – |
3 | 6 | Save Your Love | Birger Jørgensen | 1,82 | 334 | 10 |
4 | 7 | Arran Stardust | Rene Kjær | 2,36 | 585 | 4 |
5 | 5 | Pantani | Walther K. Pedersen | 11,51 | 3605 | 8 |
![]() |
||||||
Gevinster for 5 afdelinger rigtige. Antal rækker: 13 Gevinst: 3.605 kr |