Viser Galoppen Travsporten vejen?
I eftermiddag vil projektlederen for hestesportens strategiplan, Poul Lorentzen fra firmaet Stradvice orientere om planen i forbindelse med Hestesportens Galla på Hotel Nyborg Strand, men måske er tiden allerede løbet fra de fleste af tankerne i oplægget til strategiplanen. I hvert fald går Dansk Galop nu en anden vej og satset på et nært samarbejde med sportsorganisationerne i Sverige og Norge.
For nogle måneder koblede Dansk Galop sig på arbejdet med strategiplanen – og det har de nok haft deres helt egne grunde til.
Dansk Galop har således været repræsenteret i de udvalg, der ar været nedsat, men ved siden af har man arbejdet med planerne om at lave et tæt administrativt samarbejde med galopsportens organisationer i Sverige og Norge.
I et referat fra det seneste bestyrelsesmøde i Dansk Galop – offentliggjort på organisationens hjemmeside – kan man læse følgende
Integration af galopsporten i Skandinavien
Dansk Galops bestyrelse ønsker et størst muligt samarbejde mellem de tre skandinaviske lande.
I første omgang er det besluttet at etablere en fælles skandinavisk hovedorganisation til varetagelse af en lang række opgaver herunder fælles løbsreglement, auktioner, markedsføring, bogholderi, registrering af heste, ejerskaber, væddeløbsfarver, licenser. En del af opgaverne forudsætter, at de tre lande får en fælles IT-platform. Der udarbejdes nu et oplæg til ressourcebehov og tidsplan for det videre forløb.
På sigt håber Dansk Galop at der gennemføres en fuld integration af galopsporten i Skandinavien med fælles økonomi.
Samarbejde med dansk travsport
Sideløbende med det skandinaviske projekt er Dansk Galop inddraget i det strategiprojekt, som travsporten har startet og engageret firmaet Stradvice til at stå få. Fire arbejdsgrupper har arbejdet med følgende områder:
Rekruttering og fastholdelse af ejere, trænere, opdrættere
Sportens drift og organisering
Sportens image (medier, kommunikation, branding)
Sportens kommercielle fundament (sponsorer, ”produkter”, salgspotentiale)
Der lægges op til at etablere et fælles driftsselskab for landets baner til at varetage bl.a. økonomi, IT, marketing og kommunikation, salg og event.
Oplægget skal nu drøftes i banernes bestyrelser.
Fra Dansk Galops side er det blevet præciseret, at vi prioriterer det skandinaviske samarbejde, men samtidig vil se positivt på travets planer, hvor galoppen bl.a. kan deltage på områder som økonomi og marketing.
Der er således ingen tvivl om, at Dansk Galop stiller sig på sidelinjen i forhold til den strategiplan, der kommer på et tidspunkt.
Men spørgsmålet er, om ikke Dansk Galops ageren giver anledning til at sondere mulighederne for at lave det samme inden for travsporten.
Altså en stor fælles organisation for skandinavisk travsport!
I forvejen skeler dansk travsport meget til hvilke regler svenskerne har.
Sportssystemet kører på den svenske hovedcomputer og i f.eks. dopingsager benytter man sig ofte af svenske eksperter.
Der er ingen tvivl om, at der vil være en ikke ubetydelig besparelse ved at lægge administrationerne af de tre landes centralforbund sammen, samtidig med at der vil opnås en bedre og hurtigere registering af bl.a. løbsresultater på tværs af lanegrænserne!