Victor Victor aflivet
I en alder af 22 år er Valley Victory-sønnen Victor Victor blevet aflivet – den blev især kendt som fader til Derbyvinderen Esterel Sunset.
Victor Victor var den første avlshingst, der kom til Danmark, der havde Valley Victory som fader, – og det var i høj grad det faktum, der gjorde Victor Victor så interessant, at et konsortium af opdrættere købte den lille hingst i 1996.
På det tidspunkt var Valley Victory verdens mest populære avlshingst.
Valley Victory var eksponent for en ny traverrace, der var lettravende og harmoniske, og så vandt de storløb på stribe i USA.
Det betød, at Valley Victory-afkom var i høj kurs, og at der skulle mange penge til, hvis man ville sikre sig et af hans bedste afkom.
Victor Victor var ingen stjerne i USA – han vandt ingen løb som 2-åring i 11 starter og som 3-åring blev det til 2 sejre i 12 starter og en bedste notering på 1.12.0.
I alt startede Victor Victor 23 gange i USA og vandt i alt 148.801 dollars.
Han gik herefter i træning hos Jim Frick på Solvalla, og som 4-åing startede han 8 gange og vandt to sejre . bl.a. en afdeling af Solvalla-serien.
I Sverige tjente han 148.530 SEK.
Herefter blev Victor Victor købt af et dansk konsortium, og som den første Valley Victory-søn i dansk avl var han straks populær.
Hans første årgang – E-årgangen var på 78 afkom, og blandt disse og hvad der blev hans klart bedst afkom var Esterel Sunset – Derbyvinder, E3-vinder m.m. og et af de største talenter dansk travsports nogensinde har haft.
Esterel Sunset virker nu i avlen, men har slet ikke fået den chance hos hoppeejerne, som han burde have.
Året efter var Victor Victor i Norge, men han kommer tilbage igen og H-årgangen, hvor Hurricane Line 1.12.4 – 1.5 millioner kroner er hans klart bedste, omfatter 53 afkom.
I alt fik Victor Victor ifølge Trav.dk 185 danske afkom, der tilsammen vandt 514 sejre og tjente 13 874 233 kr., hvad der giver et flot gennemsnit på 75.000 kroner pr. afkom.
Victor Victor virkede også i svensk og norsk avl.
I Sverige er han bl.a. fader til Hilda CD 1.12.2 – 2. mio SEK samt til Phoenix Hornline, der blev eksporteret til Canada, hvor den satte rekord 1.11.5 og tjente 250.000 dollars.
For nogle år siden kom han tilbage til Danmark, hvor han var opstaldet hos Kaj Jensen, Hovhedegaard.
Interessen for at bruge Victor Victor var meget begrænset de senere år, og da heste skrantede, blev beslutningen om at aflive den, taget i denne uge.