Victoire svarede til sit navn
Victoire – sejr på fransk – vandt eftermiddagens storløb på Vincennes, Prix Marcel Laurent efter et smørløb i ryg på førende Vaux le Vicomte
4-årige Victoire med Mathieu Mottier i sulkyen var kort førende fra start men slap da Vaux le Vicomte med Jean Michel Bazire kom strygende. Denne åbnede de første 500 meter efter 1.05.1!
Herefter skete der egentlig ikke så meget før opløbssvinget, hvor Mottier trak Victoire ud til anreb og gik forholdsvis let forbi Vaux le Vicomte til sejr i 1.12.0a/2100 m – ude i banen sluttede Valse Darling (Prodigious) med Julien Dubois stærkt af til andenpladsen, idet den akkurat fangede italienske Pascia Lest (Varenne) med Enrico Bellei, der undervejs havde ligget i ryg på Victoire – begge i 1.12.2.
Fjerdeplads til Vaux le Vicomte, mens svenske Vincennes med Johanne Lindqvist efter et inderbaneløb sluttede på femtepladsen i 1.12.7 – den placering var 6.000 Euro værd.
Victoire er efter Kitko og er dennes hidtil bedste afkom med en indtjening på 435.390 Euro efter dagens sejr, der var 54.000 Euro værd.
Mens Victoire på modersiden er ren fransk, har faderen Kitko derimod meget amerikansk blod i sig, idet dens farfar er Florestan (Stars Pride) og morfar er Royal Prestige (Speedy Crown).
Kitko er død nu – hans sidste årgang er to år i år og består blot af tre heste.