Vi hyldede vores helte
Hestesportens Galla på Nyborg Strand Hotel nåede nye højder.
“I er dygtige til at hylde jeres helte” som DR-journalisten Jan Harkamp, der var hyret til at lave interviews med prismodtagerne inden for travsporten, sagde – og det gjorde vi så endnu engang i den store sal på Nyborg Strand Hotel, der i efterhånden mange år har dannet rammen omkring Hestesportens Galla.
Set udefra er Jeppe Juel en af de helt store helte og Aalborg-træneren blev helt fortjent hyldet som Årets Travkusk efter en sæson, der bl.a. bød på sejre i Copenhagen Cup og Dansk Trav Kriterium.
Med lidt god vilje har Jeppe Juel i øvrigt lidt lighed med Hansi Hinterseer, og ikke et øje var tørt da Årets Travkusk sprang op på scenen og plagierede den østrigske sanger som dagens første festlige indslag.
Der er som bekendt tradition for at nogle af de aktive medvirker til underholdningen – mange husker sikkert stadig Henrik Lønborg & Co. som “Take That” ved sidste års Galla – og i år gik ABBA også på scenen i skikkelse af Knud Mønster, Peter Simoni, Bitten Jensen og Christina Lindhardt. Man følte sig med ét sat tilbage til midten af 70’erne og Grand Prix-vindersangen Waterloo er ikke set i en bedre version meget længe!
De nominerede staldfolk
Man må også betegne Lone Kristensen som en af helt store helte. År efter år yder “Galla-Lone” en formidabel indsats for at stable Hestesportens Galla på benene – det er hendes fortjeneste at gallaen er blevet en begivenhed, som mange ser frem til hvert eneste år.
Lone Kristensen og Jan Harkamp
Jeg ser også allerede frem til næste års Galla, hvor vi måske for syvende år i træk kan hylde Stutteri Hjortebo som Årets Galopopdrætter. Som ikke galop-interesseret virker Jette og Søren Hjort Jensen nærmest enerådende i dansk fuldblodsavl, men der bliver også satset hårdt og med næsten 25 følhopper af fineste kvalitet er der også næsten garanti for succes. Var der nogen der sagde helte?
Den sidste måske kommende helt i denne omgang må være Poul H. Lorentzen, som fremlagde hestesportens nyeste strategiplan. Som skrevet i en tidligere artikel, minder det om noget man har set før, men hvis hestesportens nuværende ledere langt om længe er parate til at føre de radikale ændringer ud i livet, er der måske håb forude for vores elskede sport. Det er nemlig det, der har været stopklodsen i de tidligere strategiplaner – lige fra den første “Analyse og udviklingsplan” der blev offentliggjort den 15. november 1994. Den såkaldte redningsplan blev stemt ned i DTC og derfor aldrig ført ud i livet – sådan gik det også med flere af de andre lignende planer.
Men som det fremgik af Poul Lorentzens præsentation er det NU det gælder. Vi har efterhånden ikke råd til at blive siddende med hænderne i skødet ret meget længere og håbe på at krisen vender af sig selv. Det sker ikke. Men det kommer til at gøre ondt hvis den nye strategiplan skal føres ud i livet, og de lokale banebestyrelser kommer helt sikkert til at slå sig tøjret når følgerne af strategiplanen for alvor går op for dem.
De kommende måneder – den foreløbig deadline for offentliggørelsen af den endelige strategiplan er 1. april – bliver derfor særdeles spændende, og hvis missionen – at redde dansk hestesport – lykkes bliver Poul H. Lorentzen med garanti en af de største helte.