Vaillant Cash galoperede
Trænerbytte til stortræneren Franck Leblanc fra den lille provinstræner Pascal Malicki og kuskeændring fra Malicki til Franck Nivard var ikke i første omgang nogen succes med måske Frankrigs bedste 3-årige traver, Vaillant Cash.
Lørdag eftermiddag var Vaillant Cash (Offshore Dream) med Franck Nivard kæmpefavorit til 14:10 i sæsonens første store 3-årsløb på Vincennes, Prix Maurice de Gheest over 2700 meter og med en samlet præmiesum på 120.000 Euro.
Nivard tog Valliant Cash roligt fra start og kom til at sidde i andet par udvendigt nedad bakken – tempoet var meget behersket – de første 1200 meter afvikledes efter 1.19.4.
Op mod 1000 meter mærket trak Nivard Vaillant Cash ud til angreb, men den kvitterede hurtigt ved at galopere og var ikke til at sætte og blev diskvalficeret.
Nu var vejen banet for en overraskelse.
Opløbssvinget rundt stak Bazire afsted med Very Look (Look de Star), men den hentede sig selv midt i opløbet, hvor Veloce Gedé (Diamant Gedé) med Eric Raffin sluttede godt af ude i sporene og kunne sejre i 1.17.6/2700 m foran Vegas des Oliviers (Prodigious), der blev smart kørt indenom de sidste 500 meter, og dermed fik kompensation for nogle af de omkring 50 meter den satte til ved startgalop.
– Havde nok været vinderen uden den galop.
Tredjeplads til en god afsluttende Visconti du Home (Jet Fortuna) med F. Ouvrie.
Vinderodds var 11.50.
Det var karrierens anden sejr til Veloce Gedé, der med dagens førstepræmie på 60.000 Euro nu har tjent 110.820 Euro i otte starter.