V75-løb på Lunden?
På Copenhagen Cup-dagen 2011 blev der afviklet to V75-løb, og det betød et ekstra stort rykind af svenske heste, kuske og spillere – måske bliver dette gentaget i juni måned.
DTCs Sportschef Flemming Sunn beretter omkring bestræbelserne for at få V75-løb på Copenhagen Cup-dagen igen i en nyhedsbrev, som du kan læse her:
10.000 kr. til ”Årets hest” fortsætter i 2012
På forsøgsbasis blev der sidste år indført en ordning om, at Årets travhest på alle baner i Danmark (undtaget Bornholm, der har deres egen ordning) fik en ekstra ”gulerod” på 10.000 kr. Denne ordning blev modtaget meget positivt blandt de adspurgte hesteejere og trænere. Derfor er det blevet vedtaget, at ordningen fortsætter på samme niveau og med de samme regler som i 2011.
DTC’s 3-års Serie genopstår – nu med attraktive finaler
Tidligere år har der været kørt flere unghesteløb med titlen DTC’s 3-års Serie. For at understøtte avlen af danske travheste og unghestesatsningen på S-årgangen er det blevet besluttet at genindføre DTC’s 3-års Serie. Løbene vil som tidligere år blive udskrevet til de ”nye” 3-åringer med op til max. 20.000 kr. indvundet og med præmie til mindst 6 deltagere. Som noget nyt bliver der en finale med 80.000 kr. i præmiesum med bred præmiefordeling i ”forårs-delen” af serien – og en finale for hvert af de to køn i ”efterårs-delen” med samme præmiering. I løbet af de kommende uger vil de endelige propositioner for ”forårsserien” blive offentliggjort. Endvidere skal det med, at der, ligeledes i stil med de tidligere år, for såvel de 2- som 4-årige vil blive udskrevet en del løb forbeholdt danskfødte heste – også med mindst 6 præmier.
Ekstra løbsdag med nordisk spil den 13. maj
Der er efter sæsonplanens offentliggørelse kommet en tilføjelse til planen. Billund har fået tildelt en ekstra løbsdag søndag 13. maj. Løbsdagen er blevet tildelt, da det på nordisk plan er blevet vedtaget, at forsøge med en aftenbegivenhed som opfølgning til Oslo Grand Prix-dagen i Norge. Billunds løb skal så på TV-fladen “sakses” med en svensk bane – og med spil fra Norge, Sverige og Danmark. At det blev Billund, der har fået tildelt løbsdagen skyldes ganske enkelt, at de var den eneste danske bane, der for tilfældet ville have syv dage mellem løbsdagene – i det her tilfælde søndag-søndag.
Kalender nr. 1 er på gaden
Reglerne for afviklingen af væddeløb i Danmark er beskrevet i den tryksag, som internt kaldes ”Kalender nr. 1”. Der er som altid foretaget lidt rettelser og tilføjelser, så der er igen i år god grund til at få kigget bladet igennem, så man undgår kedelige misforståelser. Bladet skulle nu være fremme.
De ”svenske” divisionsløb evalueres
Sidste år var Danmark skueplads for et stykke historie. For første gang blev der afviklet løb i den svenske riks-totoserie udenfor Sverige. Vi havde fornøjelsen af, at afvikle et forsøg i såvel Klasse 2 som Bronzedivisionen på Copenhagen Cup-dagen – to forrygende væddeløb. Netop nu evaluerer vi sammen med svenskerne på løbene, inden der bliver truffet en beslutning om en evt. fortsættelse. Fra dansk side har vi givet et oplæg til Sverige på hvordan vi synes 2012 kunne tage sig ud – og håber naturligvis at det falder i deres smag.