V75-jackpot med danske topheste
Der er mange penge at “skyde efter” i eftermiddagens V75-spil i Sverige med en førstepræmiepulje på mindst 75 millioner SEK!
Sportligt er der også noget at se frem til, idet Elitloppsvinderen Nahar er til start i Gulddivisionen (Mälarpriset), hvor Robert Berghs stjerne bl.a. møder en anden tidligere Elitloppsvinder, Iceland og årets Copenhagen Cup-vinder, Mr Picolit. Distancen er 2140 meter autostart med 300.000 SEK til vinderen og Nahar er et godt bud på en V75-banker i V75-3.
Det samme er Denim Boko i V75-2 og Rolling Stones i V75-6, selvom sidstnævnte møder i E3-finalen en af årets danske Kriteriumsfavoritter, Tomas Malmqvist-trænede Tumble Dust, der senest vandt en flot sejr på Gävle. Crazed-sønnen kommer dog på en hård opgave i dag og er ikke umiddelbart sejrsaktuel. Der er dog også rigtig gode præmier til andre end vinderen, som får 800.000 SEK. Sjettepladsen belønnes således 40.000 SEK.
Dansk er der også i Sølvdivisionen i skikkelse af Flemming Jensen-trænede No Deal med Johnny Takter i sulkyen. Parret vandt en besnærende sejr på Copenhagen Cup-dagen og er bestemt ikke uden chance trods svært startspor (9). Distancen i Sølvdivisionsfinalen er 2140 meter med 220.000 SEK til vinderen.