V5-5: Glen Kronos gav opvisning
Lutfi Kolgjini kom så og sejrede i Golden Cup med den italienske derbyvinder, Glen Kronos.
De øvrige kuske havde dog ikke tænkt sig at overlade noget til Lutfi Kolgjini. Derfor tog Michael Lønborg sats fra start med Manhattan, og gled til spids.
Kolgjini var hurtig på aftrækkeren, og løftede Glen Kronos ud i det frie andet spor – og efter 350 meters kørsel overtog parret spidsen.
Steen Juul havnede i fjerde par indvendigt med Quel Pin (f). Denne position var “Julemanden” ikke tilfreds med, og efter 750 meter havde Quel Pin fuldt fart frem mod Glen Kronos. Quel Pin løb dog kort efter ud i fejl.
Tiderne undervejs: 1.14/500 – 1.16,1/1000 meter.
Kolgjini satte tempoet op med 500 meter igen. Mars kom godt ind mod sidste sving, men gå i infight med den italienske derbyvinder kunne Knud Mønsters hest ikke. Mathias Mølgård tog sig af tredjepladsen.
Glen Kronos cyklede en smule i stilen på opløbet, men Enjoy Lavec-sønnen havde ingen problemer med at holde sig i trav, og vandt til slut overlegent.
Vindertiden blev 1.14,1a/2000 meter. 25.000 kroner og ærespræmie var der til Glen Kronos, og hesten har nu tjent 7.131.058 kroner i 63 starter.
Lutfi Kolgjini snuppede yderligere 10 point i Golden Cup, og han har nu to sejre i to forsøg i april-udgaven. “Ludde” er dermed klart førende med 20 point.