USA: Ny mand i gult
Meget i nordamerikansk travsport handler om navne som Hambletonian-vinderen George Brennan, Tim Tetrick og verdensmesteren Jody Jamieson, men meget tyder på at de i år alle må bøje sig for Daniel N. Noble, som i sidste uge overtog “førertrøjen” blandt de oftest sejrende kuske.
Og hvem er så den 28-årige Daniel N. Noble, som har fået det helt store gennembrud i år med foreløbig 572 sejre?
Som søn af træner Sam “Chip” Noble er han født ind i travsporten og fik licens som 16-årig, hvor han vandt otte løb i 32 starter. Siden er det blevet til i alt 2.353 sejre og $ 8.323.000 i indkørte præmier.
Til sammenligning har George Brennan og Tim Tetrick begge indkørt over $ 11 millioner – alene i år, hvor Daniel Noble kun har indkørt $ 1.778.925.
Årsagen er at han næsten udelukkende kører løb på banerne i Ohio – Lebanon Raceway, Northfield Park og Scioto Downs samt de omkringliggende “fairs” – men han er pt. også den førende kusk på The Red Mile i Kentucky. Fælles for disse baner er at præmiesummen i de fleste løb ligger på $ 2.000-3.000.
Til sammenligning er løbspræmierne på f.eks. The Meadowlands og banerne i New York og Pennsylvania væsentlig højere takket være casinoernes tilstedeværelse i disse to stater. Casinoer har hidtil været forbudt i stater som Ohio, men det er efterhånden en saga blot og på sigt kan man derfor forvente højere løbspræmier.