Upptakt tilbage i vindercirklen?
Upptakt har ikke vundet løb i halvandet år, men i eftermiddag på hjemmebanen i Århus kommer vendepunktet måske.
Upptakt har således fået programmets vindertips i det afsluttende specialløb og det ikke helt forkert vurderet – i hvertfald hvis man spørger kusken.
– Jeg synes faktisk Upptakt ikke har stået bedre længe i forhold til hvad de andre har tjent, så hvis vi får et ordentligt løb, skal vi nok være med fremme, siger 24-årige Emil D. Mæhlisen, som har haft amatørlicens siden han var 18.
Foruden Upptakt har Emil yderligere tre heste, heriblandt to 3-åringer, der endnu ikke har været bragt til start.
– Uno Gardenia og Viva La Marc forventer jeg kommer ud i løbet af sommeren. De har fået en masse grundtræning hjemme på mine forældres gård i Malling, men det er lidt svært at sige hvor meget de egentlig kan på nuværende tidspunkt. Jeg er dog ret sikker på, at det på længere sigt bliver et par ganske fornuftige heste, siger Emil.
Stalden tæller endelig også Catchdriver, der foreløbig har startet to gange for sin nuværende ejer med en tredje- og en fjerdeplads som resultat. Hesten er født i Tyskland, men har også været en tur i Holland, hvor den sidste sommer vandt et enkelt løb.
– Jeg har ikke været ovenud tilfreds med Catchdriver, men han har efterfølgende været dels hos dyrlægen, der har behandlet ham i et forknæ, og dels hos kiropraktor Gitte Søby, som også har haft fat i ham og jeg tror at vi har fat i noget af det rigtige, slutter Emil D. Mæhlisen, som til daglig arbejder på sine forældres virksomhed, Sportstrykkeriet i Højbjerg.