Unique Quick lavede en Ready Cash
Ikke siden Ready Cash har en fransk 4-åring vundet det klassiske Prix de Tonnac-Villeneuve efter at have vundet Criterium des 3 Ans fire uger i forvejen – i eftermiddag gjorde Unique Quick det.
Det var lidt af en overraskelse, da Unique Quick (Prince de Espace), den 11. december sejrede i Criterium des 3 Ans for sin træner Franck Leblanc.
Dengang måtte ekvipagen også overleve en undersøgelse af løbets afvikling, idet Unique Quick på vej mod føringen var tæt ned over Uniclove (Look de tar) med Thierry Duvaldestin, der fik galop.
I eftermiddag mødtes de to igen, og spillerne havde størst tiltro til Uniclove, men selv om den var førende det meste af løbet, måtte den bøje sig for en godt afsluttende Unique Quick, der sejrede i 1.12.7/2175 m foran Union d’Urzy (Coktail Jet) i samme tid, mens Used to Me (Nuage de Lait) blev nummer tre i 1.13.0 – samme tid fik Uniclove på fjerdepladsen.
Med sejren, der var 60.000 Euro værd, konsoliderede Unique Quick sin position som årgangens fløjmand og som nævnt så har ingen vundet Criterium des 3 Ans og Prix de Tonnac-Villeneuve siden Ready Cash.
Unique Quick er en “vinde eller forsvinde-hest”, idet den har startet 14 gange i karrieren – heraf har den vundet 8 sejre og 1 femteplads – ellers er den blevet diskvalificeret for galop.