Tysk-hollandsk sejr i Sprintermesteren
Tysktrænede Velten Couture til tops i Billund Trays ApS Sprintermesteren 2011 med hollandske Peter J. Strooper i sulkyen.
Det lignede ellers længe dansk sejr til Henrik Thomsen-trænede Pinocchio H J, der tog spids i en noget dramatisk start, hvor der var galop for både Classic Puzzle og Jetblue Volo. I første sving rullede favoritten Takeachanewithme også over i galop.
Birger Jørgensen afviklede de første 500 meter efter 1.11,3 med den senere vinder i ryg, men ud på sidste valgte Peter J. Strooper at gå ud i andet spor med Velten Couture, der fik Windsong’s Sisu i ryg. Det gav “vinderhullet” til Poeten Blåbjerg og tredje par udvendig til My Muscles Yankee, mens de øvrige var sat af.
Kilometeren blev passeret efter 1.13.
Pinocchio H J var førende da feltet svingede ind på opløbet, men var ved at være træt og med omkring 150 meter tilbage fik Velten Couture overtaget og holdt farten til kneben sejr i tiden 1.13,3a/1600 meter foran en stærkt afsluttende Windsong’s Sisu. Tredjepladsen gik til Pinocchio H J.
Velten Couture – der trænes af Hans Tipke – fik 100.000 kroner for sejren.
– Det var første gang jeg kørte Velten Couture. Ejeren ringede til mig tirsdag og spurgte om jeg kunne erstatte Thomas Panschow, og da jeg var ledig, tænkte jeg: Ja, hvorfor ikke, sagde Peter J. Strooper, som også vandt Sprintermesteren i 2003 med egentrænede Weltblut.
– Det er en rigtig fin hest. Træneren sagde at det var bedst at køre i ryg på en andenpladsen, så bliver den mere ivrig. Det virker som en lidt lad hest, men ellers en fin hest. Det blev lidt mere spændende end jeg havde regnet med, men jeg følte jeg havde styr på løbet.
44-årige Peter J. Strooper er træner i Holland med 20-25 heste i stalden.