Tronskifte på Vincennes
Foto Gerard Forni
Søndag eftermiddag vandt Texas Charm med Julien Dubois Prix de Bourgogne, som er det tredje testløb før Prix d’Amerique. Texas Charm vandt i ny løbsrekord 1.10.0 og anses nu af mange for at være favorit til Prix d’Amerique om en måned.
Som vi skrev tidligere i dag, så havde mange franske travsportseksperter tiltro til Texas Charm frem for Ready Cash, der havde vundet søndagens løb de tre seneste år og også havde løbsrekorden på 1.10.6.
Ready Cash slog imidlertid ikke til i dag, hvor den efter et løb i vinderhullet på Timoko fik muligheden for at sætte et angreb ind ved indgangen til opløbet, hvor Vanika du Ruel der havde ligget i dødens, faldt fra.
Der var bare ikke nok skud i Ready Cash, der ikke kunne blande sig i kampen om sejren.
Efter et løb i fjerde par udvendigt sendte Julien Dubois Texas Charm i angreb med 800 meter tilbage og fulgtes i ryg af Triode de Felliere med Anthony Barrier.
Ind i opløbet havde Triode de Felliere (Derby du Gite) faktisk et lille overtag, men Texas Charm svarede godt for unge Dubois’ drivning og kunne ned mod mål tilkæmpe sig overtaget og vandt med en lille længde i ny løbsrekord 1.10.0a/2100 m – en forbedring af Ready Cash’s gamle rekord på 1.10.6!
Triode de Felliere besatte andenpladsen i 1.10.1
Der var 54.000 Euro i førstepræmie, og Texas Charm blev dermed fransk travsports nyeste millionær –han har nu tjent 1.016.350 Euro.
Timoko med Jos Verbeeck var bedst afsted, da startvognen slap feltet, og fik snart den kun 4-årige hoppe, Vanika du Ruel med Franck Anne over sig.
Hvad Franck Anne skulle der kan man kun undre sig over.
Tempoet var enormt med 1.05.6/600 m og 1.07.8/1100 m og efter 1600 meter 1.09.7.
Lige bag Timoko lå Ready Cash, mens Prix d’Amerique-vinderen Royal Dream med Jean Philippe Dubois lå i andet par udvendigt.
På opløbshjørnet var det slut med Vanika du Ruel, og det gav chancen til Ready Cash, der imidlertid ikke havde nok at skyde på. Den kunne ikke blande sig i opløbskampen, men besatte tredjepladsen i 1.10.4.På en forrygende afslutning sluttede Tiego d’Etang med Charles Bigeon af til fjerdepladsen i samme tid.
Royal Dream blev skovlet med tilbage i ryg på Vanika du Ruel, men da den endelig fik frit løb så det ikke ud til at der var noget at skyde med.
Texas Charm, der ejes af fransk travsports førende hesteejer og opdrætter, Jean Philippe Dubois og hans Ecurie Victoria Dreams, er efter Cygnus d’Odyssee (Workaholic) og ud af Coktail Jet-hoppen, Kamela Charm, der har Granit (Ayres) som morfar.
Der er således en god del amerikansk blod i Texas Charm, der jo som en selvfølgelighed allerede er begyndt at virke i avlen.
Hans ældste afkom er født i 2012 og kommer således til start i 2014.
I Frankrig står Texas Charm til 2.000 Euro + 8.000 Euro.
I år bliver han udbudt i Skandinavien af Duboishingst.eu til et begrænset antal hopper – pris 5.000 SEK + 35.000 SEK excl. moms