Tronskifte på vej i Frankrig
Blandt de franske 3-åringer er Anastasia Fella bedst for øjeblikket, og hun understregede det på ny mandag eftermiddag på Vincennes, hvor hun vandt Gruppe 2-løbet, Prix Reine de Corta. Blandt hingstene viste Aladin d’Ecajul sig bedst.
Anastasia Fella (Goetmals Wood), der trænes af Sebastian Guarato, har virkelig udviklet sig stærkt inden for de seneste måneder, og alene i sine fire sidste starter har hun tjent 252.000 Euro!!
Efter andenpladser i Prix Uranie og Prix de l’Etoile har hun vundet det store klassiske monteløb Prix des Elites med en førstepræmie på 108.000 Euro, og mandag eftermiddag sejrede hun i Gruppe 2-løbet, Prix Reine du Corta i 1.14.4/2175 m med Franck Nivard i sulkyen.
Axelle Dark nummer to i 1.14.5 og Avila nummer tre i 1.14.6.
Efter mandagens sejr har Anastacia Fella tjent 195.750 Euro i denne sæson og det placerer hende som den fjerdemest vindende franske 3-åring.
Det er fortsat de to Ready Cash-hopper afkom, Axelle Dark og Avila der topper med hhv. 434.400 Euro og 430.000 Euro fulgt af Akim du Cap Vert med 379.530 Euro.
Akim du Cap Vert (First de Retz) startede i mandagens Prix Abel Bassigny på Vincennes, hvor den blev slået knebent til en andenplads af Aladin d’Ecajuel (Quaker Jet) med Eric Raffin – den trænes i øvrigt også af Sebastian Guarato. De fik begge noteret 1.13.3.
I de to store 3-årsløb var der 54.000 Ero i førstepræmie i hvert.