Tripolini V P er klar igen
Jeppe Juels bedste 4-åring, Tripolini V P, skuffede fælt sidst, men meldes klar igen og start om 14 dage på JVB.
– Han kolapsede på Åby pga. influenza og holder nu fri resten af januar måned, men indgår 1. februar i samme træningsprogram som mange af vore øvrige heste, siger Jeppe Juel om Archduke Kemp-sønnen, der havde en fin 3-årssæson med fem sejre og 70.000 kroner. I forrige start på NKI Racing Arena satte Tripolini V P rekord 1.14.4a/2100 meter, men sluttede efterfølgende uplaceret på Åby den 14. december.
– Tripolini V P er frisk igen, men der har været en del influenza i Jylland de seneste uger og jeg har også været ramt. Nogle heste har været hårdt ramt – andre mindre – men det er umuligt at undgå når man rejser så meget.
Der har også været tale om den frygtede hestesygdom kværke, som Travservice.dk omtalte i forrige uge, men det kender Jeppe Juel ikke noget til.
– Det har gået en masse rygter, men jeg kan kun sige, at jeg ikke har set noget, siger Jeppe Juel.
Tilbage til Tripolini V P, der i skrivende stund er Team Juels bedste bud på en Derbydeltager.
– Det er en god hest, som er inde i en udviklingsfase, men om han kan matche Tano Bork og Steen Juuls heste (Takethem og Tycoon Conway Hall, red.) er nok for tidligt at sige, siger Jeppe.
“Jeg tror den vinder Norsk Hoppe Derby”
Jeppe Juel har også en rigtig fin 4-åring i Thon (Great Challenger), der er norskregistreret, men opdrættet af Niels Juel og i øvrigt helsøster til Orali (1.12,1a-1.052.000 kr).
– Jeg tror den vinder Norsk Hoppe Derby, siger Jeppe Juel med et glimt i øjet.
– Alvorligt talt, hvis Thon ikke havde haft en gaffelbåndsskade tror jeg den havde vundet 500.000 på nuværende tidspunkt. Det er en mægtig hest!
Thon har foreløbig kun gjort tre starter. Det blev til sejr i debuten på Fyn og siden er fulgt to andenpladser – senest den 29. december i Århus, hvor Thon i en tæt opløbskamp måtte se sig besejret af Tarzan Gardenia. Begge heste fik noteret tiden 1.17,6a/1800 meter.
– Thon starter på tirsdag på Axevalla og får yderligere en eller to starter, inden hun går på en lidt sen vinterferie. Det er klart hun ikke er så rutineret endnu, men jeg er overbevist om at hun matcher de bedste 4-årige hopper i Norge, siger Jeppe.