Tredjeplads til Malt Whisky
Jeppe Juel og Malt Whisky blev nummer tre i søndagens 2. løb på Solvalla, men det kunne måske være blevet til mere hvis parret havde fået plads til angreb til slut.
Main Kronos med Åke Svanstedt var toneangivende undervejs med 1.13,4/500 meter og 1.16,3/1000 meter med favoritten, Stig H. Johansson-trænede Up Date Hoss (Classic Response) med Erik Adielsson udvendig.
Det er normalt ingen fordel i ene regntung bane, men Up Date Hoss var alligevel stærkest til slut og kunne sejre sikkert i tiden 1.14,8a/2140 meter.
Der blev til gengæld hård kamp om de næste pladser. Abone Suit tog andenpladsen foran Malt Whisky, der efter et løb i tredje par indvendig fik sen angrebsplads og gik i mål med kræfter i behold bag vinderen – ligeledes i tiden 15,0.
Henrik Lund-trænede Niels Langkjær sluttede uplaceret i 15,4 med Thomas Uhrberg i sulkyen. Parret fik ellers et fint løb i fjerde par udvendig, men det “bed” ikke rigtig da Niels Langkjær blev trukket ud til angreb med 650 meter tilbage.
Danley med Bo Westergået sluttede også uplaceret.
Foto: Med ca. 1200 meter tilbage sidder Malt Whisky og Jeppe Juel i tredje par indvendig.