Tre wildcard til Olympiatravet
Olympiatravet afvikles på Åby Travet den 16. april, og allerede nu begynder løbet at tage form.
Åby Travets sportschef Ken Karlsson – som er general for Olympiatravet – har allerede inviteret Commander Crowe, og yderligere to heste får wildcard.
Sidste års vinder, Copper Beech – som choksejrede til 65 gange pengene – når ikke at blive klar. Derimod har Karlsson sigtet indstillet på den franske fantomhest, Rapide Lebel, som senest vandt Prix de l’Union Europeenne på imponerende 1.13,0/3000 meter. Her var Commander Crowe tre’er et stykke efter i tiden 1.13,5.
– Hovedkandidaten er franske Rapide Lebel, siger Ken Karlsson til Kanal75. Eftersom den svenske krone er stærk, bliver der “mange euro” i førstepræmie i finalen. 1,5 millioner svenske og 170.000 euro, og det er det, vi forsøger at lokke hesten med nu. Der bliver ikke tale om nogen flybillet.
– Hvem der får den sidste invitation, vil jeg vente lidt med endnu. Italienske Lana Del Rio var påtænkt, men den blev i går slettet med feber i Grand Criterium de Vitesse. Lisa America er en anden interessant hest. Hun skal gøre comeback i Torino i næste uge, siger Ken Karlsson.
Andre stjerner som højst sandsynligt vil forsøge at kvalificere sig til Olympiatravet er Stig H. Johanssons duo Nu Pagadi og Wellino Boko, Åke Svanstedts Torvald Palema. Ken Karlsson håber også, Stefan Melander gør et forsøg med Elitloppsvinderen Iceland.