Tre gange Jensen på Åby
Aalborg-trænerne Flemming Jensen og Peter Jensen sørgede for tre danske sejre på Åby.
Flemming Jensen er kommet fint fra start på Åby i år, hvor “Ismanden” i aften snuppede to sejre.
Første sejr kom med La Contessa, der i andet forsøg vandt sin første sejr for sin nye træner. Efter en rolig start blev Lindy Lane-hoppen sendt afsted på bagerste langside og midt på opløbet kunne hun gå frem til sikker sejr i tiden 1.16,3a/2140 meter. Der var 30.000 SEK til vinderen.
Allerede i det efterfølgende løb var Flemming Jensen igen på pletten – denne gang med Pay Attention T M (S J’s Photo), der tog sin tredje sejr på stribe på Åby. Taktikken var stort set den samme og Pay Attention T M sejrede let i tiden 1.17,5/2640 meter. Sejren blev belønnet med 35.000 SEK.
Peter Jensen blev “Mr 100 %” da han kun havde Hanna Banker (Orlando Vici) med til Åby og hun sejrede for Johnny Takter i tiden 1.14,5a/1640 meter. Førstepræmie: 35.000 SEK.