Travlhed på Stutteri Laser
Selv om foråret normalt er den travleste tid på et stutteri, så har Bo Seisbøll på trav- og fuldblodsstutteriet Laser uden for Odense nok at se til i denne tid.
Der er altid noget at lave på en ejendom.
Det kan vi alle vist blive enige om.
Murværk skal repareres og males, folde repareres, jorden skal passes – og så er der det daglige tilsyn med stedets pensionærer.
På Stutteri Laser står der for øjeblikket 68 trav og galopheste.
– Og det er væsentlig flere end vi ellers har haft henover vinteren tidligere år, fortæller Bo Seisbøll. – Vi har imidlertid fået flere heste ind fra vore norske kunder ligesom galoptræneren Tine Mortensen har en del af sine heste herude.
– Jeg havde ikke ventet dette ekstra rykind, og skar i efteråret ned på vort personale, så os der er tilbage må nu løbe hurtigere, men det går da fint, siger Bo Seisbøll videre.
For den kommende bedækningssæson har Stutteri Laser Kriterium- og DM-vinderen Keep On Flying stående – det er i øvrigt stutteriets eget og hidtil bedste opdræt.
– Udover Keep On Flying kan vi tilbyde en bred vifte af internationale tophingste på frossen sæd ligesom vi også gerne inseminerer vore kunders hopper med sæd fra andre udbydere, betoner Bo Seisbøl.
I 2011 har tre af Stutteri Lasers hoppe-afkom rundet den halve million kroner i indtjening og totalt er det bkevet til mere end 1.3 millioner kroner i 2011.
De tre hopper er Non Stop Laser (Mr Flirt), Kick Off Laser (Mr Flirt) og Magnolia Laser (SJ’s Photo), der fortsat starter i hhv. Norge og Sverige.
Herhjemme har Robin Laser (Pine Chip) markeret sig som en af årgangens allerbedste heste med bl.a. andenpladsen i Dansk Trav Kriterium.
På fuldblodssiden er stutteriets første opdræt, Darcy nomineret til Årets 2-åring ved Hestesportens Galla, efter at have vundet såvel Skandinavisk Opdrætningsløb samt Auktionsløb og i alt 400.000 kroner.