Tragisk styrt på NFT
Publikum på NFT blev i aften vidner til et dramatisk styrt i 7. løb, hvor Great Carré med Michael Skovmose i sulkyen styrtede midt på opløbet og var død på stedet!
– Formentlig er det hovedpulsåren, der er sprunget. Hesten var død på stedet, men heldigvis gik det ikke ud over andre. Han begyndte allerede at falde tilbage i sidste sving og var derfor alene da det skete, men det er klart at Michael var noget chokeret efter løbet, siger Great Carre’s træner og medejer, amatørkusken Betina Lund.
– Vi har haft heste sammen i omkring 30 år og har heldigvis aldrig oplevet noget lignende, men derfor er det jo alligevel grimt at se på.
Betina Lund var også selv i sulkyen i aften, men resultatmæssigt gik det ikke bedre med Onassis, der blev diskvaliceret for galop.
– Jeg skulle aldrig have sluppet spidsen, men det er jo nemt at være bagklog. Ellers tror jeg vi havde vundet løbet, men nu satser vi i stedet på revanche på søndag på Bornholms Mesterskabs-dagen, hvor vi har i alt syv heste til start, slutter Betina Lund.