Toptider i Peter Haughton-forsøg
To heste skilte sig klart ud, da der i nat blev kørt forsøg til verdens største 2-årings løb, Peter Haughton Memorial på The Meadowlands – Father Patrick og Nuncio, der udkæmpede en spændende dyst og gik side om side over mål i 1.10.7 – verdens hurtigste tid af en 2-åring i år og blot 1/10 fra Muscle Hills verdensrekord. Yannick Gingras vandt de tre forsøgsløb til storløbene.
Nuncio (Andover Hal) med John Campbell skabte løbet i spids, mens Father Patrick (Cantab Hall) med Yannick Gingras fulgte med i ryg og akkurat nåede at få mulen først på stregen
Gingras forsøgte sig i angreb på Campbell allerede rundt i opløbssvinget, men trak sig for at komme i nyt angreb ind i opløbet.
Father Patrick afsluttede i 1.07.1!
Father Patrick er helbroder til Pastor Stephen, der var først over stregen i Peter Haughton-finalen 2010, men som blev diskvalificeret for trængning på staldsiden.
Akkurat som Pastor Stephen trænes Father Patrick af Jimmy Takter, der erhvervede den på auktion i efteråret for 105.000 dollars
Nuncio trænes også af en svensker, Jim Oscarsson, der jo vandt Peter Haughton Memorial i fjor med AperfectYankee.
Nuncio kostede blot 7.000 dollars som åring.
I det andet forsøg gik det ikke nær så hurtigt. Her vandt storfavoritten Southwind Spirit (Muscle Hill) som ventet for Yannick Gingras i 1.13.1 foran Derby (Deweycheatumnhowe) med Ray Schnittker i 1.13.1.
Dette heat var præget af Muscle Hill afkom og de fire der kom til start – en udgik nemlig – klarede sig alle til finalen.
Hoppernes forsøg til Merrie Annabelle Stake gik i princippet blot ud på at eliminere to af de 10 startende.
Lifetime Pursuit (Cantab Hall) med Yannick Gingras vandt sikkert i 1.11.7 foran Cooler Schooner (Broadway Hall) med John Campbell I 1.12.0.
Fra rammeprogrammet noterer vi en tredjeplads til danskejede Kijafa med Dewayne Minor, der midt i opløbet havde en to længders føring, men som til slut måtte se sig passeret.
Kijafa (Deweycheatumnhowe), der ejes af Cowboyland Aalborg og Gunner Christiansen, noteredes for 1.12.0.