Topløb i Gulddivisionen
Efter flere ugers tyndbenede udgaver af Gulddivisionen er det en sportslig perle, der serveres i eftermiddag på Åby Travet.
Sanity (Love You) er tilbage fra Frankrig, hvor den har vundet sine to starter i denne sæson og Raja Mirchi (Viking Kronos) er på vej tilbage – senest med sejr på Kalmar i 1.13.0a/2140 m.
Der er 12 heste til start i dagens udgave af Gulddivisionen, men det er Sanity og Raja Mirchi, der er stjernerne.
I efteråret slog Sanity selveste Ready Cash og fra spor 4 og med Johnny Takter i sulkyen, må den populære traver være et godt bud på sejren.
Raja Mirchi har trukket spor 10, og Erik Adielsson kommer nok til at bruge nogle af hestens kræfter til at komme frem – og derfor giver vi plus til Sanity.
Løbet byder også på gensyn med V75-darlingen Harry Haythrow (Rite on Line) med Peter Untersteiner, der ikke har startet siden den 26. december.
Der er ingen dansk deltagelse i Gulddivisionen, men det er der til gengæld i nogle af de øvrige V75-afdelinger samt i rammeprogrammet.
Flemming Jensen starter seks heste og af disse kan kan Rebus (Ganymede) i V75-1. afdeling være en god vinderchance.
Også Peter Jensen, Jan Friis, John Friis, Jan Dahlgaard og Dennis Olsen sender heste til Åby.
Jan Dahlgaard kører normalt sine heste, men han har overladt Win Esterel (Esterel Sunset) til Jørgen Sjunnesson og Triton Sisa (Credit Winner) til Bjørn Goop, idet han har valgt at køre i Billund i aften.
Du kan downloade baneprogrammet på dette link – klik her