Topheste under hammeren
Der er mange spændende heste under hammeren, når det amerikanske auktionsfirma, Tattersalls i morgen afholder sit January Select Winter Sale på The Meadowlands.
Ganske vist er det pacerne, der præger billedet – sådan må det jo være, når 7 ud af 10 løb er pacer-løb i USA, men for os travsportsfolk, er der også flere ting af interesse.
F.eks. så er det muligt at købe en aktie i flere af de førende amerikanske avlshingste.
Ja, hvad med en aktie i Cantab Hall?
Også Credit Winner, Yankee Glide, Crazed og Glidemaster er der muligt at købe sig ind i.
Auktionen omfatter såvel nyblivne åringer, følhopper og løbsheste.
Blandt følhopperne findes Windylane Hanover, verdensrekordholder og på sin tid USA’s bedste hoppe som startede til og med 5 års sæsonen. Blandt hendes store sejre var Hambletonian Oaks.
Windylane Hanover, der er født i 1999, satte rekord 1.10.2 og tjente 1.155.231 dollars.
Efter endt væddeløbkarriere blev Windylane Hanover i 2006 solgt for 600.000 dollars!
Der var selvsagt stor interesse for hendes første afkom – Yankee Nourir – en hingst efter Andover Hall.
Den blev solgt for 235.000 dollars som åring til danske Scanvet og har været trænet af Axel Jacobsen, men er aldrig kommet til start.
Windylane Hanovers næste afkom, der i USA hed Eros Nourrir, blev solgt for 140.000 dollars, men er siden døbt om til Food Money.
Den er også solgt til Europa- ja, faktisk importeret her til Danmark, men ejes i Sverige.
Man har dog ikke udnyttet den mulighed at starte hesten her i Danmark uden tvangspræmiesum, men har startet den i Sverige med grundlag 750.000 SEK.
Efter galop i sin løb debut der foregik i efteråret, hvor den var 5 år, løb Food Money (Andover Hall) 1.12.9a/1649 m på en fjerdeplads for Mereces Balogh på Farjestad og i næste start vandt den i 1.12.6a/1640 m.
Stærke sager af en hest i sin blo anden start i karrieren!
Food Money har foreløbig startet 6 gange og har vundet 3 sejre og sat rekord 1.12.6.
Næste afkom efter, Windylane Hanover – Yankee Blueblood (Donato Hanover) kostede 125.000 dollars og er også i Sverige.
Nu 5-årige Yankee Blueblood har startet 7 gange og har vundet 2 sejre, sat rekord 1.169 og tjent 92.873 SEK.
Hendes næste afkom finder vi hos træner Peter Jensen i Aalborg – Odds on Windy City (Donato Hanover), der er fire år i 2014.
Odds on Windy City indledte karrieren I USA, hvor den som 2-åring startede 6 gange og opnåede tre andenpladser og tjente 10.105 dollars. Placeret løb den 1.13.3.
Bo Westergaard købte den til Stald Nor-Dan under Lexington-meetinget 2012, og for ham startede den i fjor 7 gange, satte rekord 1.14.3 og tjente 86.744 kroner.
Efter Odds on Windy City har Windylane Hanover to afkom efter Muscle Hill fra hhv 2012 og 2013 og hun er atter i fol ved Musle Hill og sælges med følpengene betalt.
Og apropos Muscle Hill som kommer der en 3-års ustartet hingst efter ham på auktionen – med en Hambletonian-vinder som moder!
Det er Continental Divide, der har Continentalvictory som moder.
Continental Divide ejes af Diamond Creek Farm, som har opdrættet den og som nok har set en eventuel avlshingst i den.
Den har ikke tidligere været udbudt til salg, men har været i træning og i foråret – som 2-åring – trænede den efter 1.20.8.
Og så gav man den ferie!
Hidtil har Continentalvictory ikke været noget guldæg i avlen
Hendes bedste afkom har foreløbig været Gastine (Garland Lobell) 1.12.6 – 100.424 dollars.
Se mere om auktionen på dette link – klik her
Den bedste oversigt over auktionens heste findes ved at gå ind under linket Cilik here for our sales rooster.
Auktionen starter mandag klokken 17.00, dansk tid og streames over nettet.