To nye hingste på Stutteri Laser
Stutteri Laser – som netop har forlænget samarbejdsaftalen med TravService.dk – kan i år præsentere to helt nye avlshingste, der tilbydes danske hoppeejere på transportsæd.
Det drejer sig om de to amerikanskfødte hingste, Holiday Credit (Credit Winner) og Citation Lindy (Cantab Hall), der begge ejes i Finland af Stutteri Kemppi og fik deres debut i avlen i fjor.
– Holiday Credit står til 2.000 kr + 2.800 euro, mens Citation Lindy står til 2.000 + 10.000 kr, hvilket er et specialtilbud til danske hoppeejere. Jeg synes det er et par særdeles spændende hingste, der repræsenterer noget af det nyeste blod i amerikansk avl, siger Bo Seisbøll, som i forvejen har et samarbejde med Kemppi omkring hingsten Diesel Don, der også i 2011 tilbydes danske hoppeejere på både frost- og transportsæd.
– Sidste år påstod vi at Diesel Don var en meget spændende hingst, og siden har han bl.a. haft de fem første heste over mål i finsk Breeders Crown for 2-åringer. Det er aldrig sket før! siger Bo Seisbøll, som efter tabet af Mr Flirt for nylig, ikke har nogle traverhingste opstaldet på Stutteri Laser i år.
– Men vi har stadig fuldblodshingsten Chinese Mandarin opstaldet. Han bedækkede 23 hopper sidste år, hvor vi endvidere inseminerede i alt 185 hopper. Udover de tre Kemppi-hingste har vi også frostsæd fra bl.a. Andover Andover, Dream Vacation og Hövding Lavec, men vi inseminerer med alle til rådighed værende hingste, både trav-, fuldblod og rideheste. Det er en stor del af vores reproduktionsforretning, der også omfatter bl.a. ægtransplantationer og tapning af frostsæd.
Mr Flirt kan også bruges i 2012
Bo Seisbøll mistede for nylig succeshingsten Mr Flirt, der blev fundet død i sin boks pga. hjertestop, men Stutteri Laser har heldigvis en del frostsæd efter Valley Victory-hingsten og sæden må benyttes til og med 2012.
– Mr Flirt er blevet obduceret, men det er ikke til at sige hvad der var årsagen til hjertestoppet. Det var højst overraskende og der var intet at bemærke dagen før, siger Bo Seisbøll.
– Jeg har jo været i denne her branche i mange år, så jeg ved at den slags kan ske, men det er da mærkeligt at han ikke er her mere. Mr Flirt har trods alt fyldt meget i mit liv de sidste 12 år og var en hingst med en kollossal udstråling.
Mr Flirt bedækkede sidste år knapt 20 hopper.
Man kan læse alt om Stutteri Lasers hingste på www.stutterilaser.dk, ligesom der også kommer en annonce i næste nummer af Væddeløbsbladet.