Tinkelbell bliver TV-stjerne
I løbet af foråret vil TV/Midt-Vest følge stortalentet Tinkelbell en hel dag.
– Sidste onsdag havde vi besøg af TV/Midt-Vest, som ville tale lidt om hvordan udsendelsen skal skrues sammen, fortæller Tinkelbells ejer og træner, Skive-amatørtræneren Torben Grøn.
– Den skal bl.a. handle lidt om hvordan min søn Jacob og jeg i sin tid kørte til Lunden med Tinkelbell, hvor hun skulle på auktion, men vi endte med at købe hende selv fordi Jacob gerne ville ha’ en hest. Det bliver iflg. planen en udsendelse på ca. 10 minutter, der bliver sendt i ugen op til Musketerdagen i Skive den 27. april.
Tinkelbell (Self Possession) har hidtil taget fire sejre i fem starter – senest den 29. december i Århus – og onsdag eftermiddag på hjemmebanen er sigtet indstillet mod en ny sejr, men det bliver ikke let mod topheste som Sigurd og Pennyworth.
– Vi havde egentlig besluttet os for at Tinkelbell skulle ha’ lidt pause, men hun er stadig frisk og vinteren kan jo hurtigt komme, så efter at hun blev tjekket igennem på Ansager forrige fredag, besluttede vi os for at starte igen, siger Torben.
– Hun var på banen i fredags og fik et arbejde, hvor hun virkede fin og frisk. Det er selvfølgelig et trist startspor (12), men det vidste jeg jo, da hun er den, der er tættest på grundlaget. Men med Birger Jørgensen i vognen, skal der jo ikke meget held til før hun har vinderchance.
Torben Grøn træner selv Tinkelbell til hverdag, men har også et samarbejde med Team Friis på Skive Trav.
– Jeg træner hende typisk tre gange om ugen, hvor jeg kører 15-16 km i stille og roligt tempo. Midtvejs får hun så lov til at løbe lidt mere frit. Derudover er hun inde på Skive-banen seks-otte dage inden hver start for at få en “udblæsning” på 2 x 2100 meter. Jeg kører selv det første heat efter ca. 1.30-35 og så kører enten Morten Friis eller Mads Hvid Nielsen andet heat i et lidt højere tempo. Mit helbred efter min ulykke (Torben Grøn har haft brækket ryggen) gør, at jeg ikke kan holde hestene når det går stærkt, men der går sikkert ikke længe inden min søn Jacob kan tage over, siger Torben.
Tinkelbell er kun meldt i Jydsk 4-årings Grand Prix, som derfor er sæsonens store mål.
Stald Grøn har også 4-årige Tina Damhus, der er lillesøster til en lang række topheste med millionærerne Equator Damhus og Mønster i spidsen.
– Det er Jacob, som træner med Tina Damhus og hun skal i rutineløb på onsdag med Mads Hviid Nielsen i sulkyen. Hun har mest været selskabshest for Tinkelbell, men er også ved at være startklar, så hende glæder vi os også til at få i gang, slutter Torben Grøn.