Thengill – en stjerne i svøb
Peter Untersteiners Thengill stod for en af dagens største præstationer på Lunden, da den fra dødens vandt 3-årsløb i fornemme 1.14,4a/2000 meter.
Efter en uheldig galop i Kriteriet var Thengill tilbage på toppen, og trods et hårdt løb sagde From Above-sønnen bare farvel og tak med 400 meter tilbage for at trække fra til overlegen sejr – karrierens fjerde sejr i syvende forsøg.
– I Kriteriet blev han bange for en anden hest – det var ærgerligt, men han var fin efter galoppen, sagde Peter Untersteiner til Travservice.dk.
– Han var fantastisk fin i dag og jeg bliver ikke overrasket hvis han næste år bliver blandt de allerbedste i årgangen. Han er inde i en rigtig fin udvikling, men der er stadig en hel del at gøre med bl.a. balancen. Han går stadig med fast vat og lukket hovedlag, men det bliver bedre fra start til start.
Peter Untersteiner købte Thengill – der er lillebror til bl.a. Derbyvinderen Peak – på Derbyauktionen i 2011 for 80.000 kr.
– Vi har egentlig altid haft store forventninger til hesten, men psykisk var han lidt fej – det er dog blevet meget bedre efter han blev kastreret i foråret.
– Næste opgave for Thengill bliver Grand Circle 3-års Championat i Aalborg om tre uger, men derudover er der ingen planer. Vi må se hvordan det går.
53-årige Peter Untersteiner med trænerlicens på Halmstad har i år haft sin bedste sæson nogensinde som træner med foreløbig 126 sejre og 12,7 mill. SEK i indkørte præmier. Stalden tæller pt. 132 heste.