The American Way – 2
Denne artikel vil handle om travsportens udvikling i Staten Indiana, der for alvor er sket inden for de sidste 20 år.
Staten Indiana er cirka dobbelt så stor i udstrækning som Danmark og har 6.5 millioner indbyggere.
Disse kaldes Hoosier’s – et udtryk man mener stammer fra hilsnen: who’s there.
Det er gammelt indianerland. Deraf navnet Indiana.
Indiana ligger i Midt vesten – lige oven over Kentucky, der er en af de stater i USA, der er mest kendt for hesteopdræt.
Interessen for heste og for hestevæddeløb har også været til stede i Indiana, men da spil var forbudt, har der historisk set ikke været nogen stationære væddeløbsbaner.
Hestevæddeløbssporten – altså trav og galopløb- blev udøvet i forbindelse med dyrskuerne rundt om i Staten og Travsportens historie i Indiana skriver sig blot tilbage til 1920-erne.
Men i 1988 skete der noget, der skulle få afgørende betydning på hestevæddeløbssporten i Indiana.
Med 62 % af stemmerne i en folkeafstemning blev det vedtaget at ophæve forbuddet mod at spille i Staten.
Der skulle dog gå seks år før den første permanente væddeløbsbane kunne slå portene op – det skete i september 1994.
I dag findes der to væddeløbsbaner i Indiana – Hoosier Park og Indiana Downs.
Vanskelige år
De første år var økonomisk vanskelige for de nye baner, men i 2007 fik man et boost, der har betydet alt for væddeløbssporten i Indiana.
Det blev nemlig vedtaget, at der måtte installeres enarmede tyveknægte på de to væddeløbsbaner.
Hidtil havde væddeløbssporten i Indiana bidraget med 294 millioner dollars til samfundsøkonomien (2005 tal), men fem år senere – altså i 2010 – var beløbet øget til 1 milliard dollars!
Staten har også fået øget sit provenu betragteligt, idet hestevæddeløbssporten fra at betale 5 millioner dollars i direkte skatter og afgifter i 2010 betalte 69 millioner dollars!
For hesteejerne har de øgede indtægter, der er kommet via spilleautomaterne, medført, at Sire Stakes-programmet alene i 2011 har kunnet udbetale 14 millioner dollars i præmiesummer .
Jeg har ikke tallene for i år, men totalt blev der i 2010 udbetalt små 30 millioner dollars – eller 165 millioner danske kroner i sulkyløbene i væddeløbspræmier på de to væddeløbsbaner.
Det er cirka 5 gange så meget, som der udbetales i væddeløbspræmier herhjemme!
Totalt blev der i 2010 udbetalt 49 million dollars (trav/galop/quarter-løb) i væddeløbspræmier på de to stationære baner.
Herudover er der inden for travsporten en bonus til ejere af heste, der har en Indiana-opstaldet hingst som fader, eller er opdrættet i Indiana.
Denne ejerbonus udgør 15% for sejr og 5% for en andenplads, hvis hesten er efter en Indiana-hingst, mens taksterne er 10% hhv. 4% for en Indiana- hest.
Opdrætterne får 8% i Opdrætterpræmie – men kun hvis opdrættet vinder.
Som 2- og 3-åring i alle løb og herudover i en række præ-definerede løb som sire-stakes, løb for Indiana-opdrættede heste samt open class (hurtigløb).
Er dette egentlig interessant for os?
Tjah, når man tænker på, at der kun bor cirka 1 million mennesker mere i Indiana end der gør her i Danmark, så burde vi da have nogle muligheder at gå efter i forsøget på at udbrede kendskabet til sporten og i øvrigt udvikle den.
Og måske er der inspiration at hente til en revision af reglerne for udbetaling af opdrætterpræmier!
Fortsættes – i morgen